Skifter Alliancen ud

Frem Sakskøbing har sikret sig vinterens anden forstærkning. For en uge siden besluttede midterforsvareren Kristoffer Lenvig at skifte fra B.1921 til “de hvide” , og nu følger midtbanedirigenten Michael Pedersen efter.

Den 25-årige nykøbingenser har i efteråret hørt til Lolland-Falster Alliancens trup, men uden at tilspille sig en fast plads eller kontrakt. Det er blot blevet til to kampe for “bjørnene” samt fem for B.1921.
- Jeg ser det som en mulighed for at spille fast på et fint sportsligt niveau. Jeg har set flere af Frems kampe, og de har jo gjort det rigtig godt i efteråret. Forhåbentlig kan jeg bidrage til succesen, så vi måske kan spille med om oprykning, siger Michael Pedersen velvidende, at Frems officielle målsætning stadig er overlevelse.

Træneren glæder sig over tilgangen af den tekniske dygtige midtbanemand.
- Det er en supergod spiller, vi får til klubben. Han har prøvet en del - også på højere plan end Danmarksserien - og kan forhåbentlig være med til at hæve vores niveau, siger Kennet Nordstrøm.

Michael Pedersen følte ikke, at der var udsigt til den store spilletid i Alliancen i foråret, men det gør lidt ondt på ham at forlade barndomsklubben B.1921 midt i en svær tid. Årstalsklubben ligger som bekendt næstsidst i Danmarksserien, mens Frem indtager andenpladsen.

Foto: Arkivfoto. Ingrid Riis

Michael Pedersen har valgt at skifte fra Alliancen til Frem Sakskøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret