Skiløber vinder med brækkede fingre efter lynoperation
Sofia Goggias venstre hånd var bundet godt og grundigt ind, da hun sejrede i Sankt Moritz. Foto: Giovanni Maria Pizzato/Ritzau Scanpix
Sofia Goggia brækkede to fingre i fredagens konkurrence, men vandt alligevel lørdagens styrtløb.
Et turbulent døgn kulminerede lørdag i en stor triumf for skiløberen Sofia Goggia.
Italieneren deltog fredag i en styrtløbskonkurrence i schweiziske Sankt Moritz, hvor hun ramte en port og brækkede to fingre.
Hun blev hurtigt kørt på et hospital i Milano i hjemlandet, og her stod det klart, at en operation var nødvendig.
Plader og skruer blev ifølge dpa brugt til at stabilisere hånden, men det holdt hende ikke fra at stille til start i Sankt Moritz igen lørdag i samme disciplin.
Med venstre hånd tapet godt og grundigt fast til skistaven bankede hun alle konkurrenterne.
Sofia Goggia susede ned ad bjerget i tiden 1 minut og 28,85 sekunder. Det var knap et halvt minut hurtigere end Ilka Stuhec fra Slovenien, mens tyske Kira Weidle blev treer.
- Nogle gange føles det, som om mit liv er en film, siger hun til den tyske tv-station ARD med henvisning til, at hun tidligere har kørt rundt med skader.
- Jeg havde ikke nogen forventninger til mig selv. Det var meget smertefuldt lige fra begyndelsen. Det var nok til et godt løb, og jeg vidste, jeg kunne køre stærkt, forklarer hun.
30-årige Goggia vandt guld ved vinter-OL i 2018 og sølv ved vinterlegene i Beijing i år. Hun har vundet kvindernes World Cup i styrtløb de seneste to sæsoner.
I denne sæson har hun vundet tre ud af de fire styrtløb, der er kørt. I den samlede styrtløbsstilling er hun også klart nummer et foran schweiziske Corinne Suter og Ilka Stuhec.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned