Skjelmose om andenplads: Ikke dårligt at tabe til Mads
Mattias Skjelmose (Trek) får en andenplads i årets PostNord Danmark Rundt efter sin holdkammerat Mads Pedersen. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
22-årige Mattias Skjelmose under sin holdkammerat Mads Pedersen sejren i årets PostNord Danmark Rundt.
Mattias Skjelmose (Trek) ærgrer sig ikke over at blive slået af holdkammeraten Mads Pedersen i dette års PostNord Danmark Rundt.
Det fortæller han efter den 16,1 kilometer lange enkeltstart i Helsingør lørdag.
- Det kunne være gået værre. Jeg kunne have tabt til samtlige andre ryttere, så hvis jeg skulle tabe en, så er jeg glad for at tabe til Mads. Det er altid sjovere at dyste med Mads end med de andre.
- Selvfølgelig ville jeg gerne have vundet selv, men når jeg fik sådan en køretur, som jeg gjorde i dag, så er der ikke noget at ærgre sig over. Det var den bedste mand, der vandt, siger han.
Mattias Skjelmose tog førertrøjen på etapen til Vejle, hvor han satte Mads Pedersen på Kiddesvej.
Fredag forsvarede han førertrøjen, men havde kun fire sekunder ned til Pedersen, da han kørte ud på enkeltstarten lørdag.
Her kunne han ikke slå Mads Pedersen og blev nummer fem på etapen, men endte på en andenplads samlet.
- Min enkeltstart var ikke dårlig, men Mads havde bare en fantastisk dag. Jeg havde ikke supergode ben, siger Skjelmose.
- Og etapen var 16 kilometer for kort til mig. Jeg ville gerne have haft den længere, men sådan er det. Nogle dage har du benene, og andre dage har du ikke.
Efter etapen til Vejle fortalte Skjelmose, at han mente, at Mads Pedersen lod ham få etapesejren. Mads Pedersen var alene i udbrud i lang tid, inden Mattias Skjelmose hentede og satte ham. Tror han stadig det?
- Ja, det tror jeg. Han bliver ved med at sige, at han ikke gjorde det, men når jeg har fået sådan en køretur i dag, så tror jeg, at han havde mere at skyde med, siger han.
Men der var lidt komplikationer, før Skjelmose kom ud på lørdagens etape. Han kørte nemlig ikke i den blå førertrøje, som han ellers havde gjort sig fortjent til. Årsagen var, at lynlåsen havde sat sig fast under et toiletbesøg kort før enkeltstarten.
- Da vurderede jeg, at det var bedre at skifte dragt end at køre med bar mave. Så der var lidt panik, men vi fik det ordnet.
- Og det er en fordel at køre i sin egen trøje, men når du skal stresse ti minutter før en enkeltstart, så ved jeg ikke, hvor meget fordel der er, lyder det fra Skjelmose.
Den 22-årige rytter har allerede haft et begivenhedsrigt cykelår med en førsteplads ved DM og Schweiz Rundt.
Der venter ikke ferie for Skjelmose endnu, da han også har cykelløb i USA og Canada på programmet.
- Jeg håber, at jeg har mere sejr i benene. Jeg synes, jeg er ved at være lidt tom - mere end jeg forventede. Så nu må vi se, hvor meget der er tilbage i mig resten af året, og hvor det bringer mig hen, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kunne godt være blevet lidt længere her i Allinge
Her er revyens første numre: - Den lokale badboy kommer hjem
NFC i problemer: Skal redegøre for økonomisk rod
Rullepølsemad blev til kro-familie: På Femø kan alt lade sig gøre
Danske boligejere ser ind i stigende udgifter efter renteløft
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lastbil ramte bro i Maribo
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget