Skjelmose sætter favoritter og triumferer i Paris-Nice
Mattias Skjelmose i midten i dannebrogstrøjen kørte en flot etape fredag i Paris-Nice. Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix
Mattias Skjelmose var stærkeste mand fredag i Paris-Nice og sejrede. Han er for alvor tilbage i klassementet.
Fredag blev en stor dag for dansk cykelsport. Omkring en time efter at Jonas Vingegaard sejrede i Tirreno-Adriatico, kopierede Mattias Skjelmose (Trek) bedriften i Paris-Nice og tog en af karrierens største sejre.
Den danske mester rykkede væk fra de øvrige favoritter på den sidste stigning omkring 30 kilometer fra mål og fulgtes resten af vejen med amerikanerne Matteo Jorgenson (Visma) og Brandon McNulty (UAE Emirates).
Dem satte han eftertrykkeligt på den lille målbakke, tog sejren og kørte sig i den grad tilbage i kampen om den samlede sejr.
I rædsomt vejr begav rytterne sig afsted fra Sisteron på turen over 198 kilometer til La Colle-sur-Loup. Det blev bedre uden at blive godt.
Tidligt på etapen viste flere danskere sig frem. Især Mads Pedersen (Trek) og Anthon Charmig (Uno-X) var aktive og forsøgte at komme i udbrud. Flere udbrud fik et lille hul, men ingen nåede mere end omkring to minutter i forspring, før favoritterne satte tryk på.
Udskilningen reducerede feltet, indtil kun de stærkeste sad tilbage og kunne påbegynde klassementkampen.
På den sidste stigning med knap 30 kilometer til mål rykkede Skjelmose fra favoritgruppen, og kun Brandon McNulty gik med.
Remco Evenepoel (Quick-Step) og Primoz Roglic (Bora) blev siddende. Belgieren trak gruppen hele vejen på stigningen og holdt snor i Skjelmose og McNulty, som indhentede manden i front, Matteo Jorgenson, men længe kun havde ti sekunders forspring.
Da de rundede toppen med omkring 20 kilometer til mål, var forspringet tæt på uændret, men så kom der lidt uenigheder i forfølgergruppen.
Nedad bakke og på flad vej ville Evenepoel ikke føre alene, og en del i gruppen deltog ikke i arbejdet.
Afstanden blev øget til 35 sekunder med 15 kilometer til mål, og de fortsatte med at øge og nåede over et minut kort før mål.
Skjelmose rykkede uimodståeligt fra dem knap 300 meter fra mål, da det gik opad og var suveræn i spurten.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet