Skjern-skytte: Lokalopgør bliver nøglen til semifinalen
Skjerns udekamp mod Tvis Holstebro kommer til at afgøre, hvem der skal i semifinalerne, mener Lasse Mikkelsen.
Skjern Håndbolds ambitioner om en plads i DM-semifinalen lever i bedste velgående efter den sikre 31-26-sejr på udebane over Århus torsdag aften.
Dermed ligger vestjyderne lige i hælene på Tvis Holstebro og KIF Kolding København i slutspilspuljen, hvorfra de to bedste går videre. Meget bliver afgjort, når Skjern møder lokalrivalen Tvis på udebane 22. april, mener Skjern-spilleren Lasse Mikkelsen.
- Det var ikke til vores fordel, at Tvis vandt onsdag. Nu har vi KIF Kolding på tirsdag, og vi er i hvert fald med, indtil vi spiller i Holstebro. Det bliver en nøglekamp uanset hvad. Den skal vi vinde, og så må vi se på de andre kampe, om det er nok, siger han.
Han var en smule overrasket over, hvor smertefrit hans hold vandt i Aarhus.
Skjern var foran 15-9 ved pausen og førte 26-13 på et tidspunkt i anden halvleg.
- Det havde vi nok ikke lige regnet med. Vi leverede en god, gedigen og professionel indsats, og det var nok i dag.
- Da vi førte stort, gik koncentrationen lidt af det. Århus fik nogle lette mål, og vi smed for mange bolde væk. Men det lever vi med, og vi har kamp igen om to dage, så der er nok at se til, siger Lasse Mikkelsen.
Han henviser til kvartfinalekampen i EHF Cuppen mod tyske Melsungen på lørdag. Tirsdag genoptages DM-slutspillet, når KIF Kolding København kommer på besøg i Vestjylland.
I det travle program er det en streg i regningen, at Kasper Søndergaard er meldt færdig for resten af sæsonen med en diskusprolaps.
- Det er ærgerligt, for vi kunne godt have brugt ham. Men vi kan godt spille god håndbold uden ham. Vi vandt pokalturneringen, og vi har spillet uden ham i det meste af foråret, siger Lasse Mikkelsen.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde