Skjern må efterhånden føle, at AG København er en smule irriterende at spille imod. Efter endnu et meget seværdigt og tæt ligaopgør tabte Skjern på hjemmebane 25-28 til AG-stjernerne.
Men det kunne lige så godt være endt med en sejr til Skjern, som for tredje gang i træk havde AG København på krogen.
I en højintens kamp, som bød på masser af udvisninger til begge hold, så viste AG København sig igen særdeles stærke både fysisk og mentalt i den afgørende slutfase.
Playmaker Jesper Jensen spillede en stor kamp for Skjern, men blev også hjulpet godt på vej af flere af sine holdkammerater. Claus Møller Jakobsen og Per Leegaard spillede i perioder også flot for Skjern.
Målmand Tim Winkler, som netop har forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2014, stod en fremragende kamp for hjemmeholdet og var årsag til, at AG København aldrig kom stort foran.
En flot slutspurt af Skjern i første halvleg betød, at AG København faktisk var bagud med 14-15 ved pausen. Skjern formåede ganske imponerende at vende 9-14 til 15-14 på fem minutter.
Men AG København kom flot tilbage i anden halvleg og kunne skifte løbende ud blandt alle stjernerne, som talte blandt andre Mikkel Hansen, Joachim Boldsen, Lars Jørgensen og Kasper Hvidt.
Skjern fik dermed ikke revanche for nederlaget i pokalsemifinalen, hvor AG København var bagud med fire mål kort før tid, men hvor AG-offensiven alligevel fik vendt opgøret til sejr.
AG-mandskabet er fortsat suverænt førerhold med 39 point efter 20 kampe, ni point foran nummer to, Århus Håndbold. Det eneste AG-pointtab kom tidligere i sæsonen hjemme til Skjern.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker