Skjern udraderer Bjerringbro-Silkeborg

Hjemmeholdet Skjern var stærkest, da holdet fredag aften tog imod Bjerringbro-Silkeborg i herrernes håndboldliga, Jack & Jones Ligaen.

Skjern vandt 31-23 efter en kamp, hvor Thomas Klitgaard førte an offensivt med 10 scoringer, mens Skjern-forsvaret leverede en stor kamp.

Målmand Tim Winkler stod en flot kamp og forhindrede Bjerringbro-Silkeborgs skytter i at udfolde sig.

Efter en lige indledning rykkede Skjern fra gæsterne i slutningen af første halvleg og gik til pause foran 13-9.

I anden halvleg udbyggede Skjern stille og roligt føringen, selv om gæsterne forsøgte sig med mandsopdækning af Skjerns 34-års fødselar, Claus Møller Jakobsen.

I fredagens øvrige kampe vandt oprykkerne HC Midtjylland 29-26 ude over fortsat pointløse Viborg, mens Mors-Thy fik sin første sejr med 30-28 hjemme over FHK Elite. /ritzau/

Skjern vandt sikkert med 31-23 hjemme over Bjerringbro-Silkeborg i herrernes håndboldliga. Viborg er endnu uden point, mens Mors-Thy tog sin første sejr.

Offentliggjort Sidst opdateret