Skjold stopper efter sæsonen

23-årige Mai Skjold Jensen bliver savnet i Nykøbing F. Håndboldklub, NFH. Hun er en af truppens mest vellidte spillere, men efter denne sæson siger hun stop.

Det er tiden, der er problemet. Hun er privatrådgiver i Danske Bank og er her ved at videreuddanne sig. Hun er i gang med akademiuddannelsen og en pensionsrådgiveruddannelse. Det tager meget tid.

- Jeg vil gerne lægge flere kræfter i min karriere. Det er jo den, jeg skal leve af. Mine sidste eksamener har kun lige været til øllet, begrunder Mai Skjold Jensen.

Hun er bosat i Køge, og de lange ture på motorvejen spiller også ind i hendes beslutning. Beslutningen falder dog ikke uden vemod.

- Det er en rigtig god klub. Der er ambitioner og et godt eliteudvalg. Det er jo også derfor, vi er så mange, der vil køre så langt for at spille håndbold. Det kan klubben godt være stolt af, siger hun.

Hun kom til NFH for tre år siden. Køge-pigen havde tidligere spillet i GOG med Michelle Ljungstrøm og Camilla Stilling. Det var de to, der trak.

- Det har været min bedste tid med håndbold. Vi har det super sjovt på holdet, og der er også et godt miljø med herreholdet og andetholdet, beskriver venstre fløjen.

Hun har nu 15 turneringskampe tilbage for NFH.

- Men jeg føler det overhovedet ikke som en nedtælling. Jeg nyder kampene og prøver at gøre det ekstra godt, siger hun.

Næste sæson skal hun formeligt spille håndbold på hyggeplan i Køge.

- Jeg har talt med nogle veninder om, at vi kan starte vores eget hold, afslører den 23-årige fløj, som med garanti vil være at finde på tilskuerpladserne til mange NFH-kampe i næste sæson.

Hun vil ikke udelukke et comeback, men pointerer, at udgangspunktet er et permanent farvel til tophåndbold.




NFH's venstre fløj Mai Skjold Jensen stopper på topplan efter sæsonen.

Offentliggjort Sidst opdateret