Skotsk politi efterlyser Morten Duncan

Morten "Duncan" Rasmussen er ifølge BBC blevet efterlyst af skotsk politi.

Celtic-angriberen skulle ifølge tv-stationen være mødt op i retten ved Glasgow District Court mandag, hvor han står tiltalt for at have kørt for stærkt i nærheden af hjemmebanen Celtic Park i april i år.

Men da han ikke dukkede op i retten, har man valgt at udsende en efterlysning på den tidligere Brøndby-angriber.

- Den anklagede befinder sig ikke på den adresse, som vi har på ham, og hans øjeblikkelige opholdssted er ukendt, siger talsmand for de skotske skattemyndigheder Marie-Claire Anderson ifølge BBC.

Celtic-angriberens agent, Ivan Marko Benes, vil over for Ritzau hverken be- eller afkræfte, at Morten "Duncan" Rasmussen er efterlyst af skotsk politi.

- Jeg har ingen kommentarer. Jeg sidder lige i England, siger Ivan Marko Benes.

Morten "Duncan" Rasmussen skal den 15. april angiveligt have kørt 70 kilometer i timen i sin Audi i et område i Glasgow, hvor man højst må køre 50 kilometer i timen.

Angriberen, der var i spil til en plads i landstræner Morten Olsens trup til VM i Sydafrika, skiftede til Celtic fra Brøndby i januar i år.

/ritzau/

Morten "Duncan" Rasmussen er ifølge BBC efterlyst af skotsk politi for ikke at møde op i retten efter at have kørt for stærkt. Hans agent har ingen kommentarer.

Offentliggjort Sidst opdateret