Skov vil fortsætte derudad i mellemrunden

Med en 22-19-sejr over Spanien har Danmark skabt et fremragende udgangspunkt i EM-mellemrunden.

Med fire point kan man allerede nu begynde at spekulere i, om de danske håndboldkvinder kan nøjes med tre eller måske bare to point i de kommende kampe og alligevel gå videre til semifinalen.

Men det vil Rikke Skov ikke høre tale om. Viborg-spilleren mener, at danskerne skal lægge kuglerammen langt væk og i stedet bare fortsætte med at klø på.

- Det er da meget godt med fire point, men det skal ikke blive en sovepude. Det kan forhåbentlig skabe noget respekt omkring os, men vi skal ikke slække på nogle ting. Vi skal dybest set bare køre på, som vi har gjort indtil nu, siger Rikke Skov.

Hun havde undervejs i kampen mod Spanien ikke den samme gode fornemmelse af at have fat i modstanderne i forsvaret, som tilfældet var mod Serbien og Rumænien.

- Jeg synes egentlig ikke, at vi dækkede så godt op, men de scorede trods alt kun 19 mål, så et eller andet må vi have gjort rigtigt. Og havde vi bare scoret på et par af de mange skud, vi brændte, så var det blevet en langt klarere sejr, mener den rutinerede venstreback.

Hun synes også, at den spanske målvogter havde lidt for gode arbejdsbetingelser.

- Hun fik hurtigt det psykiske overtag, fordi vi skød hende forkert. Hvis vi går hjem og ser kampen igen på på video, vil det nok vise sig, at bare skulle have bowlet den ind i stedet for at skyde midt i målet, siger Rikke Skov.

/ritzau/

Rikke Skov mener ikke, at der er grund til at spekulere alt for meget i at gemme på kræfterne i mellemrunden.

Offentliggjort Sidst opdateret