Skrækmodstander skal give landstræner vigtige OL-svar
Landstræner Jesper Jensen sender tirsdag aften sine spillere på banen i den første OL-test mod Norge. To dage senere er der andendagsgilde i Hillerød. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Norges håndboldkvinder plejer at slå Danmark. Tirsdag og torsdag tester de to hold OL-formen mod hinanden.
De danske håndboldkvinder har valgt den hårdest mulige testmodstander forud for OL i Paris.
Landstræner Jesper Jensens spillere skal op imod Norge to gange i denne uge som forberedelse til legene i Frankrigs hovedstad. Første test venter tirsdag i Norge.
Landstræneren er med på, at sandsynligheden for, at Danmark må rejse til OL på bagkant af to nederlag er realistisk.
- Sådan er det. Vi risikerer at få en snitter på to gange 12 mål mod Norge.
- Når man leger med de store, så får man en gang imellem et hug over næsen, siger Jesper Jensen.
Landstræneren forklarer, at han og assistenttræner Lars Jørgensen alligevel har behov for at måle landsholdets aktuelle niveau mod en stærk modstander, da det efterhånden er lang tid siden, at spillerne har været i aktion i en betydende kamp.
- Vi ved ikke, om det - vi har løbet rundt og trænet - er nok, siger Jesper Jensen.
Han forklarer, at spillerne typisk er oppe i højeste gear til EM- og VM-slutrunderne, der er placeret midt i klubsæsonen i december.
- Nu kommer spillerne ind med løbesko og styrketræning i kroppen, og det har vi ikke prøvet før, Lars og jeg. Derfor er Norge en god test. Hvis det holder mod Norge, så holder det nok også langt henad vejen til OL.
- Holder det ikke mod Norge, så skal vi finde ud af, hvad vi vil arbejde videre med, og måske er der andet, der måske skal smides i skraldespanden, siger Jesper Jensen.
Keeper Sandra Toft forventer to underlige testkampe, fordi de to hold også mødes tidligt i OL-turneringen. Eventuelle nederlag vil ikke mindske hendes tro på noget stort til OL.
- Resultaterne - uanset hvordan de ender - kommer ikke til påvirke os. Jeg tror, at det bliver to mærkelige kampe.
- Vi skal selvfølgelig give den maksimalt gas i forhold til at få noget ud af kampene, men vi skal ikke vise hele vores hånd. Det vil efter min mening være tosset.
- Så jeg taber gerne de to testkampe for at vinde den til OL, siger Sandra Toft.
Tirsdagens opgør spilles klokken 18.15 i Gjøvik Fjellhall nord for Oslo, og torsdag står de to hold overfor hinanden igen i Hillerød.
Håndboldkvinderne indleder den olympiske håndboldturnering torsdag 25. juli mod Slovenien.
Danmark deltog senest ved OL i 2012 i London, hvor det ikke lykkedes at komme videre fra det indledende gruppespil.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned