Skuffelse for Krohn-Dehli: Målløse Celta kikser igen
Celta gik for tredje kamp i træk fra banen uden at score, da holdet tabte 0-1 hjemme til Eibar.
Det er blevet hverdag for Celta, der ellers startede sæsonen med imponerende resultater i den bedste spanske fodboldrække.
Siden holdets sensationelle 1-0-sejr på Camp Nou over Barcelona 1. november har Michael Krohn-Dehli og holdkammeraterne ikke scoret et eneste mål og er i gang med at melde sig ud af topstriden i Primera Division.
Lørdag aften blev det til en ny skuffelse, da Celta på hjemmebane tabte med 0-1 til upåagtede Eibar efter en kamp, som hjemmeholdet ellers dominerede totalt.
Celta spillede flot fodbold og havde stort set bolden hele tiden, men holdet manglede igen gennemslagskraft i front og spillede sig frem til forbløffende få åbne chancer.
Michael Krohn-Dehli havde vel nok hjemmeholdets to bedste forsøg og må særligt ærgre sig over, at hans afrettede langskud i dommerens tillægstid prellede af på overliggeren.
Danskeren markerede sig første gang, da han efter godt et kvarters spil tordnede til bolden med en halvflugter, men kuglen strøg lige forbi den ene stolpe.
Efter en halv times spil scorede Manu del Moral så det, der skulle vise sig at blive kampens eneste mål, da han tørt satte bolden ind ved nærmeste stolpe, og derefter brugte gæsterne resten af kampen på at forsvare sejren hjem.
Det flotte resultat betyder, at Eibar rykker frem på en 10.-plads, mens Celta fortsat er nummer syv.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde