Skuffende åbning for Drogba og co.

Elfenbenskysten fik en skuffende åbning på Africa Cup of Nations i Angola, da holdet anført af Chelseas Didier Drogba spillede sin første kamp i gruppe B. Efter 90 minutter stod der fortsat 0-0 på måltavlen i kampen mellem favoritterne og upåagtede Burkina Faso.

Kampen i Cabinda var mandagens eneste i gruppen, eftersom Togos landshold er rejst hjem efter attentatet i fredags, der kostede holdets assistenttræner og pressechef livet. Derfor kom Ghana ikke i aktion mandag.

I gruppe A indtraf der en stor overraskelse, da VM-kvalificerede Algeriet blev pillet helt fra hinanden og tabte 0-3 mod Malawi, der havde den tidligere FC Nordsjælland-spiller Joseph Kamwendo med fra start.

/ritzau/

Favoritterne Elfenbenskysten fik blot 0-0 mod Burkina Faso i den første kamp i gruppe B ved Africa Cup of Nations. Ghana kom ikke i kamp efter Togos hjemrejse.

Offentliggjort Sidst opdateret