Skuffet Aalborg-back: De er ikke tretten mål bedre end os
Nikolaj Læsø (tv.) var meget skuffet over holdets indsats i Champions League-finalen mod FC Barcelona. Foto: Thilo Schmuelgen/Reuters
Thilo Schmuelgen/Reuters
Aalborg blev knust i Champions League-finalen, og det skuffer Nikolaj Læsø, der nu ser fremad mod næste år.
Aalborg Håndbold måtte gå slukøret i omklædningsrummet efter et knusende 23-36-nederlag i Champions League-finalen til FC Barcelona.
Resultatet på måltavlen er især skuffende, fortæller Aalborg-backen Nikolaj Læsø efter nederlaget.
- Jeg synes faktisk ikke, at det er godt nok. De er ikke tretten mål bedre end os, siger Nikolaj Læsø på et virtuelt pressemøde.
- Men når jeg ser tilbage om en uges tid, så tror jeg, at jeg er sindssygt stolt. Vi har præsteret noget, der er helt vanvittigt.
- Jeg tror ikke, at mange ud over Henrik Møllgaard havde troet på det her inden sæsonen.
Med finalesejren har FC Barcelona nu vundet alle 60 kampe i sæsonen.
- Barcelona er et sindssygt godt hold, og i dag spillede de rigtig god håndbold, og vi spillede ikke op til vores bedste, siger Nikolaj Læsø.
Aalborg fik ellers en god start på opgøret og var foran med 5-2. Men derefter gik særligt angrebsspillet helt i stå.
- Der sneg sig noget tvivl ind i spillet, og vi fik lavet nogle tekniske fejl. Det gjorde, at vi mistede momentum, og det havde vi svært ved at finde igen, siger højre back Mads Christiansen efter kampen.
Aalborg var bagud med fem ved pausen. Det samme var holdet på et tidspunkt i anden halvleg i semifinalen mod PSG, og derfor troede spillerne stadig på det, fortæller Mads Christiansen.
- Men vi fik ikke den start, som vi ønskede i anden halvleg, og så var der lang vej derfra.
FC Barcelona kunne i stedet løfte klubbens tiende Champions League-trofæ i historien.
Et dansk herrehold har fortsat til gode at vinde verdens fineste klubturnering, men Aalborg er klar til at give det et forsøg igen.
- Vi har fået endnu mere blod på tanden til at komme tilbage og vinde trofæet, siger Nikolaj Læsø.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned