Skuffet Aalborg-træner: Vi fejler over hele linjen
Det er en meget ærgerlig Aalborg Håndbold-træner Nikolaj Jacobsen, der kigger tilbage på søndagens Champions League-hjemmenederlag på 23-28 til slovenske Gorenje Velenje.
- Jeg er ekstremt skuffet. Det er der ingen tvivl om. Jeg synes slet ikke, at vi kom med den energi og den arbejdsindsats, der skal til på Champions League-niveau, siger han til Ritzau.
Det danske hold fejlede - ifølge Aalborg-træneren - på samtlige parametre i søndagens kamp.
- Vi var ikke dygtige nok i vores mand-mand-spil, og jeg synes, vi afslutter ekstremt dårligt. Og defensivt formår vi heller ikke at dække op på det niveau, som vi har gjort tidligere i Champions League. Så der var mange mangler i dag, konstaterer Nikolaj Jacobsen.
Aalborg kunne med en sejr have sikret sig tredjepladsen i gruppen, men nu må holdet vente endnu en runde for at få sin Champions League-skæbne afgjort.
Som et lille lyspunkt i skuffelsen kan Aalborg-lejren hæfte sig ved, at nordjyderne stadig er bedre end Gorenje Velenje indbyrdes, da det første opgør i Slovenien endte med dansk 30-25-sejr.
Det faktum kunne dog ikke gøre Nikolaj Jacobsens søndag bedre.
- Nej, det glæder jeg mig egentlig ikke over. Lige nu er jeg bare meget skuffet.
Aalborg møder Hamburg på udebane i den sidste gruppekamp.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet