Skuffet Antonsen må se landsmand spille semifinale
Anders Antonsen er i øjeblikket nummer fire på verdensranglisten. Det er tre pladser over Viktor Axelsen, som har siddet ude i store dele af sæsonen med en rygskade. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Anders Antonsen tabte fredag kvartfinalen i Denmark Open til Viktor Axelsen, der lørdag spiller semifinale.
Anders Antonsen lykkedes ikke med at gentage succesen fra sidste års Denmark Open, hvor han nåede semifinalen.
Den 22-årige badmintonspiller var foran i store dele af første sæt i fredagens kvartfinalekamp mod Viktor Axelsen, men endte med at sætte en 15-9-føring over styr, misse to sætbolde og tabe sættet til landsmanden med 22-24.
- Det er det, som er hårdest at sluge. Jeg vidste godt, at jeg kastede rigtig meget ind mod slutningen af første sæt og brugte rigtig meget energi.
- Det var vigtigt det sæt, og det glippede, og så var jeg ikke helt i stand til at refokusere, siger Antonsen, der efterfølgende tabte andet sæt med 12-21.
Han roser dog også sin daglige træningsmakker for at give ham maksimal modstand.
- Jeg synes, at Viktor spillede rigtig godt fra det punkt, hvor jeg havde en stor føring i første sæt. Så primært cadeau til ham, siger Antonsen.
Sidste år var det ham, der nåede semifinalen i Denmark Open som den eneste dansker, i år er Axelsen den eneste i de rød-hvide farver, der er nået til finaleweekenden i den store turnering.
Og at Danmarks to bedste herresingler på den måde skiftes til at svinge store resultater ud af ærmerne, er med til at løfte dem begge, mener Antonsen.
- Det er specielt at gå op ad hinanden hver eneste dag og bruge hinanden som træningspartnere, men samtidig er der historier i medierne, der prøver at sætte os op mod hinanden og skabe en form for rivalisering.
- Det er specielt, men det er positivt, for vi bruger hinanden til motivation.
- Nu fungerer det jo sådan, at jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at slå ham, næste gang vi skal mødes. Så kan det være, jeg vinder, og så vender den rundt igen, så vi løfter hinanden, siger han.
Mens Antonsen er ude af Denmark Open for denne gang, skal Axelsen lørdag spille semifinale mod femteseedede Chen Long fra Kina.
Kampen er sat til at begynde omkring klokken 15 i arenaen i Odense, hvor Axelsen er født og opvokset.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker