Skuffet Bale: Først og fremmest skal vi være stolte
Wales er færdig ved EM, hvor waliserne var en positiv overraskelse og nåede helt frem til semifinalen.
Wales må rejse hjem fra fodbold-EM efter 0-2-nederlaget til Portugal onsdag aften, men det normalt så upåagtede fodboldland har med semifinalepladsen opnået langt mere, end man kunne forvente og forlange.
Verdensnavnet Gareth Bale fastslår da også, at hans hold tager hjem med rank ryg og fremskudt brystkasse efter anstrengelserne i Frankrig.
- Vi er selvfølgelig enormt skuffede, men først og fremmest skal vi være stolte af os selv.
- Vi har givet alt på og uden for banen, og vi har forsøgt at nyde turneringen. Vi vil gerne takke vores tilhængere for al den støtte, vi har fået - det har været helt utroligt, siger Gareth Bale ifølge AFP.
Semifinalen mod Portugal var jævnbyrdig og relativt begivenhedsløs i de første 45 minutter.
Men to hurtige portugisiske scoringer i begyndelsen af anden halvleg knækkede de britiske outsidere.
- De scorede det første mål, og så var de heldige med det andet. Vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at komme tilbage i kampen, og vi kæmpede til sidste sekund. Vi er kede af, at vi ikke kunne nå finalen, men vi forsøgte alt, siger Gareth Bale.
Også landstræner Chris Coleman slår fast, at han er stolt af, hvad hans mandskab har præsteret ved EM, og han lover, at der er mere i holdet i de kommende år.
- Vi kan tage meget med fra denne turnering. Dette er ikke endestationen. Der gemmer sig stadig meget potentiale i holdet, siger Chris Coleman.
EM i Frankrig var Wales' første deltagelse i en stor slutrunde siden VM i 1958.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker