Skuffet FCM-træner: Vi ramte et uhørt lavt niveau
Foto: Bo Amstrup /Scanpix
Bo Amstrup /Scanpix
Superligaens førerhold FC Midtjylland tabte for anden kamp i streg, da det lørdag eftermiddag blev til et hjemmebanenederlag til FC Nordsjælland. Ulvenes cheftræner ærgrer sig over, at der manglede skarphed hos midtjyderne.
- Vi manglede i den grad skarphed på den sidste tredjedel. Vi ramte et uhørt lavt individuelt niveau i de tekniske facetter af spillet, siger Glen Riddersholm og tilføjer:
- Det var jo ikke fordi, vi ikke kom til gunstige situationer, hvor vi kunne have afgjort kampen. Det var jo den sidste og afgørende skarphed, der manglede i dag. Vi var vores egen værste modstander, siger han.
På trods af det andet 0-1-nederlag i træk, tager cheftræneren alligevel positive ting med sig fra kampen.
- Vi vandt den her fodboldkamp på alle parametre, og når man gør det, er der meget indhold, vi kan tage med videre. Men det er klart, at det var et kæmpe irritationsmoment, at vi ikke fik point i sådan en kamp her, siger Glen Riddersholm.
Også inde på banen blev der lagt mærke til Midtjylland-spillernes manglende skarphed. Midtjydernes midtbaneprofil Jakob Poulsen giver således sin cheftræner ret i, at der manglede kvalitet og skarphed i de offensive aktioner mod FC Nordsjælland.
- Det, vi manglede rent spillemæssigt i dag, var jo helt klart kvalitet i vores indlæg og i den sidste afgørende aflevering oppe omkring feltet. Vi kom jo ganske let op omkring deres felt, men derfra var det pinligt. Det var så ringe niveau, siger Jakob Poulsen.
I næste runde kan Glen Riddersholm, Jakob Poulsen og resten af Midtjylland-truppen skyde sig tilbage på guldkurs, når Randers FC venter på udebane.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker