Skuffet Greve: - Vi bør have rutine nok til at køre den hjem

Cecilie Greve i målet var en af de få, der kunne være sin indsats bekendt i hjemmekampen mod Horsens. Foto: Hans Kurt Frederiksen

Spillerne blev meget længe i omklædningsrummet efter det ekstremt skuffende nederlag mod Horsens.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dørene var lukket længe ind til NFH's omklædningsrum efter blamagen mod Horsens, der endte med at vinde med 23-22 efter et sammenbrud fra hjemmeholdet, der førte med 19-14 og var på vej mod sejren, men nu må kigge langt efter en DM-semifinale.

Skuffelsen var enorm, lød det fra målvogter Cecilie Greve.

- Der er selvfølgelig stor ærgrelse inde i omklædningsrummet. Vi føler jo, at vi har styr på det og spiller os til fine chancer, men brænder og så får vi ikke lukket ned for deres syv mod seksspil i det sidste kvarter af kampen. Vi får ikke afslutningerne derhen, hvor vi gerne ville have dem. De får alt for mange frie chancer ind over midten i stedet for længere ud i banen, hvor vi gerne ville have haft deres afslutninger, lød det fra Cecilie Greve, der ikke mener, at holdet er fysisk og mentalt trætte efter en lang sæson.

- Det synes jeg ikke. Jeg ved ikke hvad det er der gør, at vi bliver usikre, når kampen skal køres hjem. Vi bør have rutine nok på holdet til at vinde sådan en kamp. Men nu har vi gjort det ekstremt svært for sig selv i forhold til at komme videre. Ingen tvivl om det, lød det fra Cecilie Greve.

Sammenbrud

Forsvarsspilleren Stine Eiberg Jørgensen så en tendens i, at der igen skete et sammenbrud.

- Det er for mange gange, at det er sket. Men vi har ikke formået at finde frem til, hvad det er der sker. Det er noget vi har snakket om, og vi skal blive bedre til at tage den med ro, men vi har ikke fundet en løsning på de perioder, siger Stine Eiberg Jørgensen, der heller ikke mener at kroppen er brugt op efter en lang sæson.

- Det føler jeg ikke personligt, og jeg hører heller ikke at andre føler det. Det er bestemt ikke sådan, at vi alle sammen bare venter på, at få noget ferie. Vi vil rigtig gerne slutte godt af, men det ser selvfølgelig svært ud nu, lød det fra en ærgerlig Stine Eiberg Jørgensen.

Træner Jakob Larsen fandt heller ikke de løsninger, der skulle til, for at køre kampen hjem til sidst.

- Det var jo en kamp, hvor vi var i kontrol, indtil vi ikke var det mere. Vores normalt sikre kort i syv mod seksspil fungerede ikke, og det har det ikke gjort i nogle kampe nu, og det ærgrer mig rigtig meget, siger Jakob Larsen, der godt kan se nogle tendenser i forhold til, at det sidste overskud mangler hos spillerne.

- Det er har været en lang sæson og jeg tror det er mest mentalt, at der lige nu mangler noget, som vi skal have fundet frem i de sidste kampe. Der er stadig muligheder for at gå videre, og dem skal vi jagte indtil de ikke er der mere, lød det fra Jakob Larsen.