Skuffet Rune ser Wawrinka-nederlag som et lavpunkt
Holger Rune tabte i tredje runde af Indian Wells til Stanislas Wawrinka. Foto: Harry How/Ritzau Scanpix
Holger Rune erkender, at han er et stykke fra topniveauet og føler ikke, at hans slag og fysik fungerer.
Efter et succesfuldt 2022, der bragte Holger Rune ind blandt verdens ti bedste tennisspillere, har det knebet for den danske teenager at finde topformen efter årsskiftet.
Sent mandag aften røg Rune ud af tredje runde i Indian Wells efter et nederlag til den schweiziske veteran Stanislas Wawrinka. Og den 19-årige dansker erkender, at hans præstationer i øjeblikket lader noget tilbage at ønske.
- I år har jeg ikke nået mit topniveau mange gange, og i dag (mandag, red.) tror jeg, at jeg ramte mit laveste.
- Alligevel kæmpede jeg med det, jeg havde, men det er svært, når du ikke føler, at dine slag, fysikken eller det mentale fungerer. Jeg ved, jeg slår tilbage, det gør jeg altid, skriver Holger Rune på Twitter.
I kampen mod Wawrinka måtte Rune have behandling for skulderproblemer og havde tilsyneladende også besvær med en ankel i tredje sæt.
Han var i problemer fra start, tabte første sæt klart og var på vej til et tosætsnederlag. Danskeren sled sig dog tilbage og holdt kampen i live ved at vinde andet sæts tiebreak.
Alligevel var det den 37-årige schweizer, der endte som vinder af den 2 timer og 41 minutter lange forestilling.
Holger Rune fik i efteråret et stort gennembrud med finalesejren over Novak Djokovic i Paris Masters. Efter nytår har han nået semifinalen i turneringer i Montpellier og Acapulco.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned