Slog sin egen verdensrekord

Team Sydhavsøerne samlede 1.011 tilskuere til hjemmekampen mod Team Vesthimmerland, hvilket er sæsonrekord. Dertil kom en kajakrekord i halvlegspausen.

I halvlegspausen i håndboldkampen gik Maribo Kajakklub og dansk kajaksports to esser, René Poulsen og Kasper Bleibach, på rekordjagt.
- Vi vil forsøge at forbedre verdensrekorden i 200 meter ergometerkajak, fortalte en veloplagt Kasper Bleibach til Team Sydhavsøernes mange spisende gæster forud for håndboldmatchen.
Kasper Bleibach, som blev dansk mester i netop 200 meter ergometerkajak for sjette gang for otte dage siden, havde de største muligheder for at forbedre verdensrekorden, vurdererede Maribo Kajakklubs sportschef Finn Larsen inden rekordforsøget.
 
Og selv om det er uden for sæsonen, følte Bleibach sig i form til at slå verdensrekorden, som han satte for fire år siden i Budapest, Ungarn.
Og det lykkedes for Kasper Bleibach at forbedre rekorden fra 36,63 sekunder til 36,24 sekunder.
René Poulsen roede på 38,61 sekunder.
 
- Det kan være farligt at gå ud og fortælle, at jeg vil sætte verdensrekord, men det gjorde jeg altså. Og jo, jeg er stolt over, at det lykkedes, sagde verdensrekordholderen efter det vellykkede forsøg for øjnene af mange tilskuere.
- Jeg egner mig ikke til så kort en distance som 200 meter, sagde René Poulsen, som har sin spidskompetence på 1000 meter, hvor han håber at vinde en medalje ved OL i London til sommer.
 
Kasper Bleibach og René Poulsen træner til dagligt i forbundets elitecenter i Bagsværd sammen med den øvrige danske kajak-elite.
Foto: Foto: Ingrid Riis

Kasper Bleibach slog søndag sin egen verdensrekord i ergometerkajak foran begejstret håndboldpublikum.

Offentliggjort Sidst opdateret