Sløj halvleg giver danske talenter svær vej til EM
Maurits Kjærgaard og resten af det danske U21-landshold har sat sig selv under pres før returkampen mod Kroatien. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Danmark tabte den første playoffkamp til Kroatien med 1-2. En skidt første halvleg gjorde det svært.
Det danske U21-landshold lever stadig i kampen om adgang til EM-slutrunden næste år. Men holdet skal løfte sig til returkampen mod Kroatien på tirsdag.
Danskerne skuffede nemlig i den første af to playoffkampe, hvor kroaterne vandt 2-1 foran eget publikum. Kun en spiselig anden halvleg reddede lidt af æren for de danske talenter.
Landstræner Jesper Sørensen har givetvis fået noget at gruble over. Hans hold var helt fra koncepterne fra kampens start og i det meste af første halvleg.
Set i det lys var et 1-2-nederlag billigt sluppet. Men Danmark havde faktisk muligheden for at udligne i slutfasen.
Efter ni minutter gik det galt første gang. En passiv og ubeslutsom dansk defensiv lod kroaterne spille bolden uhindret igennem til 18-årige Gabriel Vidovic, der let kunne passere Mads Hermansen til 1-0.
Danmark spillede en skrækkelig første halv time præget af stribevis af fejlafleveringer, mærkelige beslutninger og vild forvirring.
Med tiden begyndte spillerne dog at få en smule bedre fat. Matt O'Reily kunne have udlignet på en tværbold fra Mohamed Daramy, men krøllede bolden over det kroatiske mål.
Bedst som danskerne var ved at tilspille sig et lille overtag, løb de ind i endnu en syngende lussing.
Et nyt dansk boldtab sendte kroaterne afsted i et kontrastød, som Dion Drena Beljo afsluttede ved at score til 2-0 med et hovedstød.
Det kunne nærmest kun blive bedre efter pausen, og det blev det da også. Kroaterne koncentrerede sig mest om at holde forspringet, så de danske spillere fik ro til at sætte spillet.
Efter en time skabte Casper Tengstedt nyt håb. Efter et indlæg fra højre kiksede O'Riley sin afslutning, men bolden havnede for fødderne af Tengstedt, der sendte den i nettet med en præcis afslutning.
Den brandvarme Rosenborg-angriber havde ellers ikke sat mange fødder rigtigt indtil da. Men målet kan få stor betydning i returkampen.
Flere scoringer blev det nemlig ikke til. Dermed skal Danmark slå kroaterne med to mål på tirsdag i Vejle for at sikre sig EM-billet. En etmålssejr udløser forlænget spilletid.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker