Slovakisk spurtkonge vinder belgisk semiklassiker

Slovakken Peter Sagan fortsætter de stærke takter, han har vist i hele foråret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sagan kan onsdag eftermiddag notere endnu et højdepunkt i en i forvejen indbringende sæson med sejren i semiklassikeren De Brabantse Pijl, som markerer overgangen fra de seneste ugers brosten til de kommende Ardennerklassikere.

Selv ikke den belgiske publikumsfavorit og verdensmester Philippe Gilbert kunne stoppe det 23-årige lyn, som vandt den indbyrdes duel mellem de to forhåndsfavoritter, da løbet skulle afgøres på opløbsstrækningen i Overijse.

Belgieren Björn Leukemans måtte opgive at følge de to kvikke herrer i kampen om sejren og måtte nøjes med en tredjeplads.

Det var løbet, hvor danske Alex Rasmussen gjorde comeback efter sin lange karantæne som følge af brud på whereabout-reglerne, men Garmin-rytteren havde en stille dag på cyklen.

Mest markante dansker var Nicki Sørensen, der sad med fremme med 10 kilometer tilbage, men hans fremstød skulle først og fremmest lukke et udbrud, og den danske veteran var ingen faktor, da løbet skulle afgøres.

/ritzau/