Sløve Barcelona deler med catalansk nabo
FC Barcelona havde inden mandagens kamp vundet fire kampe i træk. Foto: Albert Gea/Reuters
Barcelona dominerede mod Girona, men kunne ikke få bolden i mål i det catalanske derby, der endte 0-0.
FC Barcelona fik mandag stoppet sin gode stime i La Liga.
Efter fire sejre i træk måtte den spanske ligas tophold således nøjes med uafgjort, da Girona var på besøg på Camp Nou i et catalansk derby.
Kampen endte 0-0 efter en sløj indsats af Barcelona, der trods stor dominans stort set ikke var farlig foran mål.
Barcelona har nu 72 point. Det er 13 mere end Real Madrid på andenpladsen.
Der resterer ti kamprunder i La Liga.
Andreas Christensen havde fødselsdag mandag og blev 27 år.
Danskeren fejrede det dog ikke på banen. Christensen sidder således fortsat ude med den skade, han pådrog sig i den seneste landsholdssamling.
Der stod Barcelona på det meste i første halvleg. Hjemmeholdet dominerede kampen, men døjede som så ofte før i denne sæson med at omsætte det til mål.
Tættest på var Ronald Araujo, da han små ti minutter før pausen tæt ved nærmeste stolpe satte foden på et hjørnespark.
Bolden var på vej i nettet og var et godt stykke ind over målstregen, inden Paulo Gazzaniga ifølge dommeren fik skovlet den ud.
På de efterfølgende tv-billeder var det svært at konkludere, hvorvidt bolden var inde eller ej, og da der ikke er mållinjeteknologi i La Liga, var der ikke noget system til at tjekke det.
Barcelonas overtag fortsatte i anden halvleg, men stadig uden scoring til følge, og så begyndte hjemmepublikummet at blive utålmodigt. Det gav sig til udtryk i ganske vist sporadiske pibekoncerter.
Barcelona manglede noget kreativitet og ikke mindst skarphed, når bolden nærmede sig Gironas mål, og så endte det, som det startede, med 0-0 på måltavlen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned