Slutspil med kun fem runder
Jonas Buhn (gul trøje) og Væggerløse skal efter den nuværende plan kun spille fem kampe i forårssæsonen. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
DBU Lolland-Falster skærer ned på kampantallet i håb om at få afviklet turneringen
LOLLAND-FALSTER Fodboldspillerne i de lokale rækker skulle efter planen have kæmpet om de første point i forårspremieren sidste weekend. Men den blev som bekendt aflyst på grund af den verserende corona-pandemi.
Og der bliver heller ikke spillet fodbold i påsken eller den nærmeste fremtid for den sags skyld.
Helt præcis er der i øjeblikket lukket ned for al boldspil til med weekenden 9.-10. maj.
Det får selvfølgelig store konsekvenser for afviklingen af den resterende del af 2019/20-sæsonen, hvor det handler om slutspil i de respektive rækker.
Dobbeltturnering umuligt
- Vi må se i øjnene med nedlukning til 10. maj, at vi ikke kan nå at afvikle et normalt slutspil som en dobbeltturnering, siger administrationschef i DBU Lolland-Falster Thomas Bonde Jensen.
- Derfor har vi med den nuværende udsigt besluttet at afvikle slutspillet som en enkeltturnering, hvor hvert hold blot møder den samme modstander én gang, fortæller Thomas Bonde Jensen.
To ugers forsinkelse
Dermed er det muligt at afvikle turneringen med udgangen af juni - to uger senere end det oprindelige program med ti kampe.
Alt dette naturligvis under forudsætning, at fodboldspillerne bliver sluppet løs 11. maj og derfor i teorien kan spille i den efterfølgende weekend.
- Med det opstillede scenarie har vi syv weekender til at afvikle fem runder. Det giver luft i programmet og eventuel også mulighed for spillefri i pinsen, forklarer Thomas Bonde Jensen.
- Vi er ligeledes opmærksomme på, at der er større risiko for skader med en brat opstart. Vores scenarie åbner mulighed for at træne i et par uger og eventuelt først begynde med kampe i weekenden 23.-24. maj, påpeger administrationschefen.
Så længe corona-virusen ikke er under kontrol, bevæger fodboldunionen sig i ukendt terræn, hvor det ikke kan udelukkes, at perioden for forsamlingsforbudet må udvides.
Hemmelig plan B
Og dermed kan sæsonen måske ikke spilles til ende - heller ikke i den halverede udgave.
- Udgangspunktet handler om at spille sæsonen færdig, men vi har en plan B i skuffen, hvis vi ikke kan spille, men den holder vi foreløbig for os selv, siger Thomas Bonde Jensen.
Her handler det bl.a. også om koordinering med DBU Sjælland i forhold til oprykkere fra LF-serien.
Selve kampprogrammet for det forkortede slutspil bliver ikke magen til det offentliggjorte program for en måned siden, så man bare afvikler de fem første kampe efter første udkast.
- Når vi kender datoen for, hvornår vi igen kan spille, udarbejder vi et nyt program, siger Thomas Bonde Jensen, der allerede umiddelbart efter påske holder det første møde med sit turneringsudvalg for at kigge på strategien for det opstrammede forårsprogram.
Læs også artiklen "11 kampe på seks uger" i lørdagens Folketidende.
Seneste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Så du det også? Derfor fløj stort amerikansk fly lavt over LF
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Ikonisk kro solgt til indisk milliardær
Spor blokeret på motorvej
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel