Smal sejr sender Brøndby tættere på mesterskabsspillet
Simon Hedlund scorede Brøndbys sejrsmål i anden halvleg. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Med en sejr på 1-0 over Lyngby er Brøndby et skridt nærmere forårets mesterskabsspil.
Brøndby løb med det hele, da klubben søndag eftermiddag tog imod Lyngby Boldklub i 3F Superligaen.
De blå-gule fra den københavnske vestegn spillede ikke noget brag af en kamp, men hev en 1-0-sejr i land på mål af Simon Hedlund.
De tre point er vigtige i Brøndbys bestræbelser på at nå med i top-6, som giver adgang til mesterskabsspillet. Klubben indtager aktuelt fjerdepladsen.
Lyngby er på ottendepladsen og mistede altså et skridt i jagten på top-6.
Opgøret blev aldrig nogen synderlig festlig affære. De to mandskaber kom sjældent frem til store chancer.
Rezan Corlu, som er ejet af Brøndby og spiller i Lyngby på en lejeaftale, flækkede bolden langt over rammen, da han efter 12 minutter fik chancen fra kanten af feltet.
Før pausen var Kevin Mensah, som spiller wingback, Brøndbys farligste mand med sine gennembrud op langs flanken, og efter en halv time kom han hele vejen igennem, men Thomas Mikkelsen i Lyngby-målet kom godt ud.
Efter pausen skulle Brøndby kun bruge én chance til at bringe sig i front. Simon Hedlund fik bolden i venstre side og sendte den frem til Samuel Mraz, som lagde den af til selv samme Hedlund, der med et brag hamrede den i nettet.
Selv om Brøndby var i front, virkede det ikke til, at Lyngby havde intentioner om at satse synderligt.
En af holdets ellers kreative kræfter Rezan Corlu var totalt uden indflydelse og lignede en mand, der allerede nu tænker på, at han til sommer skal hjem til Brøndby.
Lyngby forsøgte sig i slutfasen med et lidt hårdere pres, og efter 72 minutter lykkedes det faktisk Mathias Hebo at få bolden i nettet, men han var offside, og målet blev underkendt - uden protester.
Samme Hebo stod bag en stor Lyngby-mulighed efter 82 minutter, da han fra distancen smadrede bolden lige på Marvin Schwäbe, som med sin redning sikrede Brøndby sejren.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned