Smal trup med stor selvtillid vil byde Skive op til dans
Daniel Astrup får igen en kæmpe rolle i begge ender af banen, når Team Sydhavsøerne i aften møder Skive på hjemmebane. Arkivfoto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Kampene kommer som perler på en snor i øjeblikket for Team Sydhavsøerne, der kan koble sig på toppen med en sejr.
MARIBO: Team Sydhavsøerne og Skive har givet hinanden nogle hidsige duller i de seneste mange sæsoner, og aftenens udsatte opgør i Lollands Bank Arena bliver næsten med garanti ingen undtagelse.
De to klubber har spillet i 1. division i adskillige sæsoner, kun afbrudt af Skives enkelte afstikkere op i Håndboldligaen, så det er to klubber, der kender hinanden særdeles godt.
Og kigger man på tabellen, så er det lige nu Skive, der er en smule foran med fire point mere på kontoen og en øjeblikkelig tredjeplads, men Team Sydhavsøerne har spillet to kampe færre og kan således med en sejr i aften spille sig helt ind i varmen i kampen om den samlede tredjeplads, der - som i de seneste sæsoner - giver oprykningskampe til Håndboldligaen.
Men det er hårde odds for Team Sydhavsøerne, der kæmper med en alenlang skadesliste, der i øjeblikket tæller hele syv spillere.
Alligevel lykkedes det at vinde komfortabelt i Odder i lørdags med cifrene 30-22 og dermed sætte den sjette sejr i træk ind på kontoen.
- Jeg var overrasket over, at vi kunne så forholdsvis sikkert i Odder. Det var en præstation, som drengene kunne være stolte af, lyder det fra træner Klavs Bruun Jørgensen, der dog er udmærket klar over, at Skive er en ganske anden spillemæssig størrelse.
Kvalitetsforskel
- Der er kvalitetsforskel i forhold til Odder. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Klavs Bruun Jørgensen, der husker de to holds første møde i denne sæson, hvor Skive vandt med et enkelt mål.
- Der fik vi en rigtig dårlig start men kom stærkt tilbage, og med små justeringer så havde taget point i den kamp, erindrer Klavs Bruun Jørgensen, der som ny træner i rækken nu drager fordel af, at det er anden gang, at han møder holdene i denne sæson.
- Helt klart. Det gør forberedelserne til kampene noget nemmere, når man ved, hvilke forcer modstanderne har, og det betyder meget, at man har stået over for det, man har mødt før. Det giver en helt anden tryghed, lyder det fra Klavs Bruun Jørgensen, der har respekt for aftenens modstander.
- De har spillet en flot sæson og er også et af de hold, jeg før sæsonen havde spået skulle ligge helt i toppen. Det er et meget komplet hold med mange spillere med liga-erfaring, konstaterer Klavs Bruun Jørgensen, og peger på de rutinerede Nicholei Jensen, Daniel Guldsmed og Frederik Børm.
Sidstnævnte kom til fra Sønderjyske før denne sæson.
Skaderne fortsætter
Klavs Bruun Jørgensen skal koncentrere sig om stærke modstandere, men han har rigeligt at se til på sit eget hold, hvor skader lige nu desværre har sat dagsordenen.
- Vi kan ikke tåle flere skader lige nu. Men så længe jeg råder over den nuværende holdopstilling, så kan vi lige klare os, og dem, der er tilbage, spiller med stor selvtillid, påpeger Klavs Bruun Jørgensen, der fortæller, at der ikke er nyt på skadesfronten i forhold til kampen i lørdags, hvor også Alexander Nielsen sad ude med en forstrækning i maveregionen.
- Og der går desværre noget tid, før han er klar igen, siger cheftræneren, der må undvære alle venstrehåndede bagspillere mod Skive.
Der er kampstart kl. 20:00 i Lollands Bank Arena i Maribo.
Seneste artikler
Jubel og glædestårer: Alle billederne fra bronzefejringen
Her er regeringens 21 ministre
Euforiske bronze-vindere: - Vi skal ikke spare på en skid
Markerne er tørre: - Det er et tegn på, at der er begyndt at mangle vand
Skal Dølle rykkes igen?: - Det er en kæmpe proces, siger formand
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Spor blokeret på motorvej
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Kunde angreb ansatte i supermarked