Småskadet Axelsen trækker sig efter et sæt i French Open
En tydeligt bevægelseshæmmet Viktor Axelsen tabte første sæt onsdag og trak sig efterfølgende. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Det blev kun til et enkelt sæt for Viktor Axelsen mod Ng Ka Long Angus ved French Open. Danskeren er skadet.
Efter at Viktor Axelsen trak sig med en fodskade efter en enkelt kamp ved Denmark Open i sidste uge, var der store spørgsmålstegn ved den danske verdensetter forud for hans åbningskamp ved French Open onsdag.
Og det viste sig da også hurtigt, at danskeren ikke var fysisk klar til at spille onsdagens opgør mod Ng Ka Long Angus. Han gennemførte første sæt trods åbenlyse problemer med at bevæge sig og tabte sættet 17-21.
Herefter meddelte han stigedommeren, at han havde problemer med ryggen, inden han sagde tak for kampen til sin modstander. Her lød det også til, at han fortalte, at foden var i stykker, som den også var ved Denmark Open.
Reglerne på World Touren betyder, at man skal have spillet 14 turneringer for at kunne kvalificere sig til sæsonfinalen. Det kan blive et problem for Axelsen, hvis ikke han stillede op i Paris.
Derfor gik han på banen onsdag, men det var ikke med hans gode vilje, havde han ladet TV 2 Sport vide forud for turneringen.
- Jeg synes, det er vildt, at jeg har vundet tre Super 1000-turneringer og alligevel kan risikere at skulle stille op skadet. Sådan er det, det er en del af gamet.
- Men det er ikke særligt fedt potentielt at skulle gå på banen og vide, at man faktisk ikke kan spille kampen færdig, sagde Axelsen til TV 2 Sport.
Axelsens forventninger til egen præstation og chancer for at nå langt i Frankrig kunne også aflæses ved, at hans træner P.K. Rohde var blevet hjemme fra Paris.
I herredouble vandt Rasmus Kjær og Frederik Søgaard lidt overraskende over Man Wei Chong og Tee Kai Wun fra Malaysia. Danskerne vandt 18-21, 21-18, 21-15 og møder i torsdagens ottendedelsfinale en stærk kinesisk duo.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker