Smidt byrde fylder mest for McIlroy efter fuldført grand slam
Rory McIlroy vandt US Masters og har dermed vundet alle fire majorturneringer. Foto: Brian Snyder/Reuters
Rory McIlroy var lettet og lykkelig efter US Masters-triumf. Hvad skal vi snakke om næste år, spørger han.
Den nordirske golfstjerne Rory McIlroy er lykkelig over at have vundet majorturneringen US Masters natten til mandag dansk tid, men han er først og fremmest lettet.
Det siger han efter at være blevet iklædt den ikoniske grønne vinderjakke på Augusta, så han nu har vundet alle herregolfens fire majorturneringer og dermed fuldført en længe ventet grand slam.
- Der var ikke meget glæde i min første reaktion, det var ren lettelse. Bagefter kom glæden hurtigt op i mig, og der strøg utrolig mange følelser igennem min krop, siger McIlroy ifølge Reuters.
- Jeg har drømt om det her øjeblik, så længe jeg kan huske.
Verdensranglistens nummer to var igennem omspil for at slå Justin Rose og tage sejren.
Efter det afgørende putt tog 35-årige McIlroy sig til hovedet, faldt ned på sine knæ og skreg, imens tårerne begyndte at trille ned ad kinderne. Over ti års jagt på en grand slam var ovre.
Han vandt sin første majorturnering, da han i 2011 strøg til tops i US Open. De følgende tre år hentede han yderligere tre majorsejre, men manglede frem til søndag at vinde på US Masters på Augusta-banen.
- Det er 17. gang, jeg spiller turneringen, og jeg var begyndt at tvivle på, om min tid overhovedet ville komme. De seneste ti år er jeg kommet til turneringen med byrden at kunne vinde en karriere-grand slam på skuldrene.
- Byrden er blevet tungere år for år, og det har været vanskeligt at håndtere. Det har både handlet om, at jeg skulle vinde min næste major, men det har også handlet om at fuldføre en grand slam og blive en del af en eksklusiv klub, som kun fem andre er medlem af.
- I den periode har jeg bare set mine kammerater vinde grønne jakker på stribe, siger McIlroy.
Nu kan han selv iklæde sig golfsportens mest prestigefyldte beklædningsgenstand.
- Hvad i alverden skal vi mon tale om inden næste års turnering, spørger McIlroy retorisk.
De danske golftvillinger Rasmus og Nicolai Højgaard deltog også i turneringen. Rasmus Højgaard sluttede som delt nummer 32, mens Nicolai Højgaard missede cuttet.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker