Smitteudbrud i GOG udskyder kamp i herrernes håndboldliga

GOG fører Herre Håndbold Ligaen. (Arkivfoto) Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Onsdagens kamp mellem GOG og Skanderborg Aarhus er udskudt efter coronasmitte i GOG's spillertrup.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der skal alligevel ikke spilles topkamp i Herre Håndbold Ligaen onsdag aften.

Topholdet GOG skulle have mødt Skanderborg Aarhus, der ligger nummer tre, men opgøret er nu udskudt på ubestemt tid. Det skyldes et udbrud af coronasmitte i klubben.

Det skriver GOG på sin hjemmeside. Her lyder det, at seks ansatte har afleveret en positiv coronatest. Derfor er alle ansatte i GOG blevet sendt hjem.

- Vi mødes først igen den 26. december, hvor vi skal forberede os til opgøret mod Lemvig dagen efter, men selvfølgelig kun, hvis spillerne ikke er syge, siger GOG-direktør Kasper Jørgensen på hjemmesiden.

- Lige nu er der ikke sat en ny dato på opgøret mod Skanderborg Aarhus Håndbold, men det skal være så hurtigt som muligt, og det kan godt betyde, at vi får en uge, hvor vi skal spille tre kampe, men det må vi tage til den tid.

GOG vandt lørdag over KIF Kolding i herreligaen, som det fynske hold fører med seks point ned til Aalborg Håndbold på andenpladsen. Skanderborg Aarhus har ni point op til GOG.