Snooker: Erfaren englænder snupper VM-titlen
Stuart Bingham sled sig gennem alle favoritterne og snuppede VM-titlen i snooker mandag aften.
Snookersporten har fået en ny verdensmester i skikkelse af 38-årige Stuart Bingham.
Englænderen, som er nummer 10 på verdensranglisten, besejrede sent mandag landsmanden Shaun Murphy med 18-15 i en meget lige finale, hvor Murphy tidligt med en 8-4-føring lignede en kommende verdensmester.
Bingham kæmpede sig flot tilbage, og fra 15-15 trak han fra, holdt nerverne i ro og sikrede sig karrierens største titel med tre frames i træk.
Da VM gik i gang, var det givetvis de færreste, som regnede med, at Stuart Bingham skulle løfte trofæet i The Crucible Theatre i Sheffield, men englænderen har sendt den ene favorit efter den anden til tælling.
I kvartfinalen slog han historiens vel nok bedste spiller, den femfoldige verdensmester Ronnie O'Sullivan. I semifinalen sendte han en af nutidens hotteste stjerner, Judd Trump, ud i et tæt drama, og i finalen nedlagde han så Shaun Murphy, en anden forhåndsfavorit.
- 20 år som professionel, og der har været blod sved og tårer på vejen, siger Bingham ifølge Reuters efter sejren.
VM-titlen indbringer Bingham godt tre millioner kroner.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet