Snooker-stjerne truer med at kvitte sporten
Ronnie O'Sullivan har vundet VM syv gange i karrieren. (Arkivfoto). Foto: Rebecca Naden/Ritzau Scanpix
Hvis Ronnie O'Sullivan ikke får lov til at deltage i kinesiske turneringer, vil han trække sig fra snooker.
I snooker er der Ronnie O'Sullivan og alle de andre. Men snart kan sporten måske miste sit klart største navn.
Englænderen truer med at forlade snooker, hvis han ikke får lov til at deltage i lukrative kinesiske turneringer, som ikke er en del af World Snooker Tour.
- Hvis jeg ikke kan tage derover og gøre, hvad jeg skal, altså spille en masse i Kina, vil jeg aldrig spille igen, siger han til BBC.
- Vi står ved en skillevej, lyder det fra verdensetteren, som tilføjer, at han nok vil spille kinesisk eight-ball i stedet.
I dag spilles turneringer på World Snooker Tour ofte samtidig med turneringerne i Kina, og spillerne kan blive straffet, hvis de ikke er til stede ved de faste arrangementer.
Men O'Sullivan er ikke tilfreds med, hvad han får ud af at spille de traditionelle turneringer.
- Det kan ikke retfærdiggøre den indsats, jeg lægger i det.
- Hvis nogen vil vise mig respekt og værdsætte mig mere, hvorfor skulle jeg så ikke tage derhen? Det er ligesom at være i et usundt forhold med nogen. Hvem ønsker at være i det?
Den syvdobbelte verdensmester mener generelt, at nogle snookerspillere kommer for let til deres plads i verdenstoppen.
- Jeg synes ikke, det er særligt svært at være top-16-spiller i snooker. Jeg kunne formentlig slippe afsted med at spille en gang om ugen i to til tre timer.
- Jeg kan ikke så godt lide middelmådighed. Det er frastødende at se folk acceptere det. Det er derfor, jeg ikke mænger mig med snookerfolk omkring arenaerne, for jeg kan ikke lide at se det.
- Der er ikke nok gode kampe, synes jeg. Efter min mening er der mange spillere, som folk ikke kender, der ikke spiller på den rigtige måde, tordner den 47-årige snookerlegende videre.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker