Snookerlegende må udskyde jagt på VM-rekord
Ronnie O'Sullivan (til venstre) siger tak for kampen til sin overmand, Stuart Bingham. Foto: Andrew Boyers/Ritzau Scanpix
Ronnie O'Sullivan røg onsdag ud af snooker-VM i kvartfinalen, da han tabte til Stuart Bingham.
Snookersportens største stjerne, Ronnie O'Sullivan, må vente minimum et år mere, før han kan sætte rekord som den mest vindende spiller ved VM.
Onsdag aften røg den 48-årige englænder ud af VM-turneringen i den mytiske arena The Crucible i Sheffield.
Den syvfoldige verdensmester tabte onsdag aften 10-13 til landsmanden Stuart Bingham, der også er erfaren, men frister en beskeden tilværelse som nummer 29 på verdensranglisten, som Ronnie O'Sullivan topper.
O'Sullivan førte ellers med to frames undervejs, men Bingham kæmpede sig tilbage og endte med at vinde den imødesete duel, da han lukkede kampen ved at snuppe tre frames i træk. Bingham vandt VM i 2015.
I sportens moderne æra, der strækker sig tilbage til 1969, har ingen vundet VM otte gange.
Stort set alle eksperter på peger på Ronnie O'Sullivan, når snakken falder på sportens bedste nogensinde. Dels fordi han kan støde med begge hænder, og dels fordi han vælter sig i succes. Han har flest uger som verdensetter i historien. Han har med 41 titler i ranglisteturneringer også flest af alle i historien.
Hans karriere har ingenlunde kørt efter en snor. Og det har hans liv heller ikke.
I 1992, samme år som O'Sullivan blev professionel, blev hans far idømt fængsel på livstid for et mord. Da hans mor fire år senere fik et år bag tremmer for skattesnyd, var det op til 20-årige O'Sullivan at tage sig af sin otteårige søster.
Han formåede at holde gang i karrieren, og i 2001 vandt han sin første VM-titel. Men frem til VM-titel nummer syv i 2022 har der været bump på vejen.
De indre dæmoner har haft tag i ham. Han har været i behandling for både alkohol- og stofmisbrug. I sidstnævnte mødte han Jo Langley, som blev hans anden kone - og senere anden ekskone.
Senere har han døjet med depression, har adskillige gange meldt ud, at han ville stoppe karrieren, men altid fundet tilbage til glæden ved sporten.
Allerede som 15-årig lavede han sit første maksimumbreak (på 147, red.) i en turnering. Og som 21-årig ved VM lavede han historiens hurtigste maksimumbreak på fem minutter og otte sekunder, hvilket også lagde kimen til kælenavnet "The Rocket".
Raketten må dog se langt efter en VM-titel i år. Den kæmper tre englændere og en waliser om frem til på mandag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned