Snu belgier vinder Tour-etape efter lang dag i udbrud
Victor Campenaerts fejrer karrierens første Tour-sejr. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Victor Campenaerts fra Lotto-holdet var stærkeste mand i et stort udbrud, der til sidst kun talte tre mand.
Den belgiske cykelrytter Victor Campenaerts (Lotto) fuldendte sit store mål på 18. etape af Tour de France.
Den 32-årige belgier hentede karrierens første sejr i Touren og viste overblik, da etapen skulle afgøres i en spurt blandt tre udbrydere.
Sammen med polske Michal Kwiatkowski (Ineos) og det franske håb Matteo Vercher (TotalEnergies) havde Victor Campenaerts kæmpet sig frem til opløbsstrækningen.
Matteo Vercher forsøgte som den første at komme afsted med 800 meter til målstregen, men den 23-årige franskmand slap ikke fri, og alt var fortsat åbent mellem de tre.
Trioen lå nærmest side om side, men da først Campenaerts fik drev i cyklen, så kunne de to andre ikke følge med.
Den lykkelige belgiske vinder, der førhen har vundet en etape i Giro d'Italia, kom tidligt på torsdagen med i et stort udbrud, der i første omgang talte 37 ryttere.
Stille og roligt faldt flere ryttere fra på den kuperede etape, der talte fem kategori 3-stigninger.
Christopher Juul-Jensen (Jayco) var blandt de ryttere, der kom med, men danskeren måtte slippe på den næstsidste opkørsel.
Udbrydergruppen blev efterhånden splittet i flere mindre grupper, der lå og kørte væddeløb, men ingen formåede at indhente fronttrioen og den senere vinder Campenaerts.
Klassementsrytterne tog en forholdsvis rolig dag forud for de kommende etaper, der byder på mange højdemeter i Alperne.
Jonas Vingegaard kan gøre sig realistiske forhåbninger om at hale ind på den førende, Tadej Pogacar (UAE), på de sidste tre etaper.
Bedste mulighed er formentlig fredag, hvor feltet skal op over to bjerge uden for kategori før en afsluttende kategori 1-stigning.
Vingegaard er dog 3 minutter og 11 sekunder efter suveræne slovener, så det er en stor opgave, danskeren har foran sig.
Touren slutter på søndag med en enkeltstart over 33,7 kilometer fra Monaco til Nice.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned