Snu russer overrumpler favoritter på bjergetape
Ilnur Zakarin profiterede af favoritternes indbyrdes spil og kørte først over stregen på sjette etape.
Katushas Ilnur Zakarin var snu og stærk, da russeren lørdag vandt sjette etape i cykelløbet Paris-Nice.
Efter 177 kilometer fra Nice til La Madone d'Utelle med fem kategori-2- og to kategori-1-stigninger undervejs profiterede Zakarin på de sidste meter af favoritternes indbyrdes spil og fokus på hinanden.
Team Skys Geraint Thomas blev nummer to og er ny mand i løbets førertrøje, 15 sekunder foran Alberto Contador. Zakarin sprang via bonussekunderne helt op på tredjepladsen, 20 sekunder efter Thomas.
Som ventet måtte løbets hidtil førende rytter, Michael Matthews, slippe feltet og indstille sig på et stort tidstab med 20 kilometer til mål, hvor Orica-Greenedge-rytteren ikke havde mere tilbage i benene.
Et par kilometer senere kørte rytterne ind på den afgørende, 15 kilometer lange stigning op mod mål.
Ført an af Tinkoff-holdkammeraten Rafal Majka blæste Alberto Contador til angreb med ti kilometer til stregen og splittede straks frontgruppen.
To kilometer senere accelererede Majka igen, og det fuldbyrdede angreb satte Tinkoff-duoen ind på det stejleste stykke fem kilometer fra mål, hvor Contador rev sig løs og fik Sky-rytterne Geraint Thomas og hans hjælper Sergio Henao samt sidste års vinder Richie Porte med på hjul.
Flere ryttere var tæt på at nå op, da Contador igen forsøgte at køre alene. Igen uden held, og med både Geraint Thomas og Richie Porte foran sig i klassementet, så det sort ud for spanierens chance for at bringe sig i front for klassementet.
Porte forsøgte sig med et angreb på den sidste kilometer, og Geraint Thomas kørte kontra, da Contador forsøgte sig for sidste gang.
Men som den oversete brik i puslespillet sad Ilnur Zakarin med hele vejen, og på de sidste meter rykkede han forbi Geraint Thomas. Contador kom ind på tredjepladsen lige foran Porte.
Løbet slutter søndag med en etape, der med to kategori-1-stigninger undervejs trods alt gør det muligt at angribe.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned