Søger oprejsning langt mod nord
Nykøbing FC's Mads Carlson (blå) forsøger at komme foran Vendsyssels Jakob Blåbjerg i den to klubbers seneste møde i Nykøbing. Foto: Flemming K. Karlsen
Flemming Keith Karlsen
Nykøbing FC skal så langt væk som overhovedet muligt.
NYKØBING 475 kilometer. Så langt er der fra NFC's anlæg på Østre Allé i Nykøbing til Energi Nord Arena i Hjørring, hvor Vendsyssel FF holder til.
Det er weekendens menu for NFC's hårdt prøvede 1. divisionstrup, der søndag skal forsøge at vende bøtten på en ekstremt svær udebane meget langt hjemmefra.
Derfor er trup og stab også allerede her til middag, efter formiddagstræningen og en god frokost, draget af sted mod det nordjyske for at overnatte i Aalborg, inden turen derfra i morgen går videre nordpå mod Hjørring.
- Jeg er glad for, at klubben prioriterer, at vi skal af sted dagen før. Man kan ikke yde en optimal indsats, hvis man har siddet i en bus i syv timer, lyder det fra træner Brian Rasmussen, der også ser et socialt aspekt i, at truppen er samlet dagen før.
- Vi søger altid de optimale forberedelser og ønsker at være professionelle i alt, hvad vi foretager os, så jeg ser det som en helt naturlig ting, siger cheftræneren.
Moralen er intakt
Med otte turneringskampe i streg uden sejr er det næppe den store selvtillid, NFC-truppen tager med i bussen til Nordjylland, men Brian Rasmussen så gode takter i den seneste kamp mod Viborg, selv om det blev til et nederlag på 1-2.
- Der var klar fremgang, og vores anden halvleg var fremragende. Vi fik bare ikke det ud af det, som jeg synes, vi fortjente, mener træneren, der også fremhæver moralen som intakt i truppen på trods af de mange hakker i tuden på det seneste.
- Den måde, vi kommer tilbage på mod Viborg og dominerer kampen i anden halvleg, giver mig troen på, at vi kan tage til Vendsyssel og levere et godt resultat, kommer det med et optimistisk tonefald fra Brian Rasmussen.
Han må igen i denne weekend se bort fra Jordan Wilson, der fortsat afsoner karantæne, men til gengæld er anfører Lars Pleidrup klar igen ovenpå den fodskade, der tvang ham til en pause sidst mod Viborg.
Helt nyt hold
Vendsyssel er efter en sløj start, hvor man ikke scorede i fem kampe i træk, kommet godt efter det, og nedrykkerne fra Superligaen fremstår lige nu som et af de stærkeste hold i 1. division, selv om de har et efterslæb i tabellen i forhold til topholdene.
- Vi mistede 15 spillere i sommerpausen og fik 10 nye ind, så det tager noget tid at spille dem sammen. Alene på transfervinduets sidste dag i august fik vi tre-fire nye spillere, beretter nordjydernes cheftræner Johnny Mølby, der selv pendler fra bopælen i Kolding til træningsanlægget i Hjørring hver eneste dag.
- Men vi er kommet godt efter det og har kun tabt en af de seneste ni kampe, pointerer Johnny Mølby, der for halvandet måned siden vandt 3-0 i Nykøbing.
- De er inde i en svær periode men har stadig et rigtig godt fodboldhold, så er vi ikke omhyggelige i vores ting, kan det blive en meget svær kamp, forudser Johnny Mølby, der udover en karantæneramt Emmanuel Ogude har hele truppen til disposition.
Radio SydhavsØerne sender direkte fra Energi Nord Arena søndag fra kl. 15:00.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt