Ståle Solbakken er i gang med sin sidste sæson som træner for FC København, inden han den 1. januar 2012 tiltræder som norsk landstræner.
Men nordmanden åbner for, at han muligvis bliver på posten et ekstra halvt år, hvis ikke FCK har en afløser klar til næste sommer, hvor Solbakkens kontrakt udløber.
- Det er ikke umuligt, hvis FC København siger, at klubben har fundet træneren, men at den vil vente et halvt år indtil julen 2011 med at skifte træner, siger Solbakken til Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Jeg har i udgangspunktet ikke noget at lave indtil jul, men jeg har mine familieplaner, og det er dem, der gælder, som det er i dag. Både for FC København og for mig, siger han.
Det bliver ikke aktuelt for Solbakken at blive en hel sæson yderligere, hvis Norge for eksempel kvalificerer sig til EM-slutrunden i Polen og Ukraine i sommeren 2012.
Hvis det sker, er det ellers meningen, at den nuværende landstræner, Egil "Drillo" Olsen, skal lede Norge under slutrunden. Norge, som er i EM-kvalifikationsgruppe med Danmark, har fået en perfekt åbning med to sejre i de to første kampe.
- Kommer Norge til EM, skal jeg følge norsk fodbold i et halvt år, inden jeg overtager landsholdet, fortæller Solbakken.
At være norsk landstræner og FCK-træner på samme tid er heller ikke aktuelt, understreger Solbakken, som tirsdag aften kan se sit hold indlede Champions League-gruppespillet hjemme i Parken mod russiske Rubin Kazan.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde