Solbakken er stolt over historisk DM-guld

FC København vandt det danske mesterskab på et historisk tidligt stadie af sæsonen. Og træner Ståle Solbakken er nu en smule bekymret for, om hans spillere kan bevare gejsten og motivationen i de resterende syv ligakampe.

- Jeg har forståelse for, at spillerne kan miste motivationen i de resterende kampe. Men vi var mestre allerede inden kampen mod Lyngby, og alligevel klarede vi at vinde

- Vi kæmpede hårdt for det, og det blev bedre og bedre, beroliger Solbakken.

Nordmanden mener, at DM-guldet er sikret så tidligt af to årsager.

- Vi har vist et sindssygt højt niveau over lang tid, og samtidig har de øvrige tophold taget mange point fra hinanden, forklarer Solbakken.

Der er forberedt en festmiddag senere torsdag aften, hvor spillere, trænere og ledere blandt andet deltager. Men ellers bliver det ret stille og roligt, den måde FCK'erne får lov til at fejre mesterskabet på.

- Vi går alle ud og spiser og hygger os sammen. Så træner vi lidt fredag for at få det ud af kroppen, som skal ud. Så har vi fri på lørdag og træning igen søndag, siger Solbakken.

Mandag spiller FCK kamp igen, når holdet hjemme møder forårets formstærke mandskab Silkeborg.

/ritzau/

FC Københavns træner Ståle Solbakken kan godt forstå, hvis spillerne har svært ved at bevare motivationen.

Offentliggjort Sidst opdateret