Solbakken glad for det tredje mål

Ståle Solbakken var ganske tilfreds efter 3-1-sejren over Stabæk, omend han gerne ville have holdt nullet. Men sprudlende angrebsfodbold har en pris bagude.

FC Købehavns træner, Ståle Solbakken, havde godt nok helst set, at pausestillingen på 2-0 havde holdt hjem. Nu blev opgøret i Champions League-kvalifikationen mellem FC København og Stabæk i stedet 3-1, hvilket nordmanden alligevel kunne se det positive i efter kampen.
- 3-1 er et godt udgangspunkt, og Stabæk må frem på banen i returkampen, så jeg ser positivt på mulighederne for at gå videre, men det så bedre ud ved pausen, sagde Ståle Solbakken, der særligt fremhævede vigtigheden af københavnernes tredje mål.
- Det er et mål, der giver os ro, sagde Ståle Solbakken.
FCK-træneren var særligt tilfreds med, at FC København skabte en række chancer. Men det har samtidig en pris at have typer som Grønkjær, Santin og Ailton på banen samtidigt.
- Vi spiller sprudlende og kommer let til chancerne, men så bliver det overdrevent. Det hænger sammen med de typer, vi har, sagde Solbakken.
Med en offensiv indstilling skabte Stabæk en række chancer i Parken og kunne sagtens have scoret mere end det ene mål. Der var da også roser til Stabæks angrebsivrighed fra Solbakken - en spillestil, som ikke kom bag på nordmanden.


- Der var ingenting, som overraskede mig ved Stabæk, sagde den norske træner.

/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret