Solbakken-skæld ud skyldes en dårlig joke

FCK-træner Ståle Solbakkens skænderi med Barcelona-boss Josep Guardiola efter 1-1-kampen i Parken tirsdag aften skyldes ifølge Solbakken, at hans norske humor er blevet misforstået.

Ståle Solbakken forklarer episoden på denne måde:

- Der skete det, at da vi havde sagt tak for kampen, så sagde han noget om Uefa, og jeg tror, at han mente fløjtesagen, siger Solbakken.

Med det henviser han til sagen, hvor Barcelonas reservemålmand Pinto for to uger siden ødelagde en god målchance for Cesar Santin ved at fløjte, så FCK'eren troede, der var offside.

Forud for tirsdagens kamp havde Solbakken sagt, at han mente, at Pinto skulle have en lang karantæne på fem-seks kampe.

- Jeg tror, at det skyldes, at Guardiola ikke forstår dårlig norsk humor, og det tager jeg på min kappe. Jeg forsøgte at forklare ham det, men han var sur på mig. Det var alt, der skete.

- Det var en dårlig joke fra min side om, hvor lang karantæne han skulle have. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om han er på bænken eller sidder hjemme på sofaen, siger Solbakken, der i øvrigt ikke har nogen ønsker om at skændes med Guardiola.

- Jeg respekterer ham, han er en stor person og en stor træner. Jeg ønsker ikke at være uvenner med ham. Jeg er ikke sur på ham. Jeg har gjort værre ting efter kampe, siger Solbakken.

Midt i diskussionen mellem de to kom gæsternes midtbanespiller Sergio Busquets pludselig løbende og trykkede med hænderne Solbakken væk fra Guardiola.

Den spanske træner siger om sagen.

- Jeg har hørt ham (Solbakken) bede om fire-fem dages karantæne til Pinto. Sådan noget kan en træner ikke gøre, siger Guardiola, der som Solbakken i øvrigt slår fast, at der ikke er mere i sagen end det.

/ritzau/

Ståle Solbakken tror, at det var en dårlig norsk joke, der betød, at han røg i skænderi med Guardiola.

Offentliggjort Sidst opdateret