Solbakken tager ansvaret for FCK-deroute
Ståle Solbakken og FCK tabte for første gang nogensinde i superligasammenhæng til Sønderjyske, der på hjemmebane vandt 3-0 søndag. Foto: /ritzau/Anita Graversen
/ritzau/Anita Graversen
Ståle Solbakken føler sig hverken fyringstruet eller vil afskrive mesterskabet efter 22 point i 16 kampe.
FC København har fået den dårligste start på en superligasæson i 18 år. Efter 16 spillerunder har danmarksmestrene hentet 22 point og allerede tabt seks ligakampe.
Senest blev det 0-3 søndag på udebane mod Sønderjyske.
Mandagens presseopbud på FCK's træningsanlæg indikerede da også, at alt ikke er, som det plejer i storklubben.
Spørgsmålene tog udgangspunkt i klubbens resultatmæssige krise, og manager Ståle Solbakken kunne da også fortælle, at han havde sovet både lidt og dårligt siden søndagens nederlag.
Nordmanden er ingenlunde tilfreds med sæsonstarten, selv om han mener, at FCK-spillet løbende er blevet bedre.
- Den dårligste sæsonstart i 18 år er ikke noget, jeg er stolt over.
- Der er ikke andet at sige, end det, vi har præsteret i Superligaen, ikke har været godt nok.
- Det paradoksale er, at de præstationer, som vi havde, før transfervinduet lukkede (ved udgangen af august, red.), var meget ringere.
- Spillet mellem de to felter er blevet meget bedre siden dengang, men i øjeblikket har vi svært ved at sparke bolden i mål, og vi skal bruge rigtig mange chancer for at score, og modstanderne skal bruge meget få chancer for at score mod os.
- Det er en farlig cocktail, og derfor er vi i en meget dårlig situation nu, siger Solbakken.
FCK's pointhøst rækker til en sjetteplads. Der er 14 point op til topholdet, Brøndby, ti til FC Midtjyllands inden midtjydernes kamp mandag, og otte op til FC Nordsjælland.
Derfor bliver det yderst vanskeligt at vinde det tredje mesterskab på stribe, mener Solbakken.
- Vi har ikke afskrevet noget som helst.
- Men man skal ikke være professor i matematik eller i fodbold for at forstå, at vi med meget stor sandsynlighed ikke kan overhale både Brøndby, FC Midtjylland og FC Nordsjælland, men vi vil gøre alt for i hvert fald at hente et af dem, siger Solbakken.
Han tager selv ansvaret for de svingende resultater, men føler sig ikke fyringstruet.
- Det er mit ansvar, og det har jeg ikke noget problem med. Sådan er det i fodbold.
- Det er ikke sådan, at jeg tager alle beslutninger, for det er et holdarbejde, men til syvende og sidst er der en, som har det afgørende ord, og sådan skal det være.
- Ansvaret er placeret hos mig. Jeg skal udtage holdet, lægge taktikken, gennemføre den taktiske træning samt købe og sælge spillere. Når det ikke fungerer eller tager længere tid, så er det mig, som har ansvaret, siger manageren.
Spørgsmål: Tror du, der er nogen længere oppe i systemet, som overvejer, om du er den rigtige mand til at stå med al ansvaret?
- Nej.
Torsdag skal FCK jagte avancement i Europa ved at slå Lokomotiv Moskva på udebane. Søndag gælder det Lyngby i Superligaen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned