Solbakken tilfreds med uafgjort

Der var ingen sure miner at spore hos FCK-træner Ståle Solbakken, som var tilfreds med 1-1 hos OB på det, som han kalder for en af Danmarks sværeste udebaner.

- Der var lidt afstemningsproblemer mellem det nye forsvar og den nye målmand. Men jeg synes, vi fik sat os godt på kampen. Dog i den sidste del af kampen kom OB godt med og havde et par store chancer, vurderer Ståle Solbakken.

Det eneste negative, der var at sige om forsvaret og målmand Johan Wiland, var situationen ved OB's scoring, hvor Ståle Solbakken ikke syntes den svenske målmand tog sig godt ud.

Netop den situation var efter Wilands mening heller ikke hans mest heldige i kampen. Men svenskeren syntes selv, at han fik spillet sig op i anden halvleg, hvor han hev flere gode redninger ud af ærmet. Specielt en situation, hvor han fik sendt Njogu Demba-Nyréns forsøg på stolpen.

Selvom Wiland fik lavet et par flotte redninger til sidst, så ser svenskeren sig dog ikke som ny førstemålmand.

- Lige nu handler det bare om at få spillet nogle kampe. Og som Ståle sagde var der en god stemning i omklædningsrummet efter kampen, siger Wiland.

/ritzau/

I det hele taget var FCK-træner Ståle Solbakken godt tilfreds med 1-1 hos OB. Der var både ros til målmand Johan Wiland og den nye forsvarskonstellation.

Offentliggjort Sidst opdateret