Det skete efter et 1-4-nederlag hjemme til Bayern München samtidig med, at Hertha Berlin hjemme vandt 3-1 over Hoffenheim.
Det var lige præcis det, som ikke måtte ske for FC Köln, der dermed sluttede sæsonen som næstsidst, ét point efter Hertha Berlin, og for femte gang må ned i 2. liga.
Som nummer 16 i Bundesligaen er Hertha Berlin ikke reddet endnu, men klubben har to playoff-kampe mod nummer tre fra den næstbedste række til at sikre sig en ny sæson i Bundesligaen.
Hertha Berlin skal enten møde Fortuna Düsseldorf med danske Ken Ilsø på holdet, Paderborn eller St. Pauli i kampen om en Bundesliga-billet.
Ståle Solbakken skiftede sidste sommer fra FC København til FC Köln, hvor han for første gang skulle træne et hold uden for Skandinavien.
Nordmanden blev efter en række dårlige resultater fyret oven på 0-4-nederlaget ude til Mainz 05. Ved fyringen lå FC Köln på den 16.-plads, som Hertha Berlin så snuppede i sidste spillerunde. I de sidste fire kampe efter Solbakkens fyring fik FC Köln blot ét point.
Mesterholdet fra Borussia Dortmund sluttede sæsonen flot af med en 4-0-hjemmesejr over Freiburg. Det var kamp nummer 28 i træk uden nederlag til Borussia Dortmund, som har vundet mesterskabet de seneste to sæsoner.
Topscorertitlen i Bundesligaen fik den hollandske angriber Klaas-Jan Huntelaar fra Schalke 04 sikret sig, da han med to mål sørgede for Schalkes 3-2-udesejr over Werder Bremen.
29 ligamål blev det til for hollænderen, som det danske landshold formentlig står over for i næste måneds EM-slutrunde, hvor Holland og Danmark tørner sammen i gruppespillet 9. juni.
Den tyske Bayern München-angriber Mario Gómez blev toer på topscorerlisten med 26 mål. Han scorede ikke for Bayern trods holdets fire mål mod FC Köln. Mario Gómez og Tyskland er Danmark også i gruppe med ved EM.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned