Solid amerikaner sender Rune ud af Miami Open
Holger Rune tabte i to sæt til Taylor Fritz. Foto: Matthew Stockman/Ritzau Scanpix
Holger Rune måtte se sig slået i to sæt i fjerde runde af Miami Open mod verdens nummer ti, Taylor Fritz.
Tennisspilleren Holger Rune er ude af Miami Open, inden det for alvor blev sjovt.
Tirsdag aften tabte han sin kamp i fjerde runde til amerikaneren Taylor Fritz med cifrene 3-6, 4-6.
Det var første gang, at Rune, der er nummer otte i verden, mødte Fritz, som aktuelt er nummer ti. For få uger siden var Fritz helt oppe på femtepladsen.
Amerikaneren leverede den bedste præstation i en kamp, der aldrig nåede de store spillemæssige højder.
Dermed skal han møde verdensetteren, Carlos Alcaraz, der senere tirsdag slog Tommy Paul fra USA med 6-4, 6-4.
Rune havde muligheden for at bryde i kampens første parti, men han oversatsede med forhånden og fejlede.
I stedet brød Fritz til 2-0 efter to danske dobbeltfejl.
Rune slog dog hurtigt tilbage, og med klogt spil udlignede han til 2-2.
Første sæt var lidt urytmisk, hvor ingen af spillerne kontinuerligt præsterede godt. Det blev dog udslagsgivende, at Rune ved stillingen 3-4 begik en stribe fejl og blev brudt.
Derefter servede Fritz sættet hjem til 6-3.
Amerikaneren tog momentum med ind i andet sæt, og da Rune samtidig virkede lidt modløs, blev den unge dansker brudt fra start til 0-1. Så var der pludselig lang vej til sejren.
Især fordi Fritz havde spillet sig op efter den lidt ujævne start.
Han servede stærkt og spillede i det hele taget solidt, og Rune måtte kigge langt efter sine muligheder.
Rune fik aldrig en chance for at bryde tilbage, og i stedet servede Fritz sejren hjem til 6-4.
Danskeren kan nu indstille sig på at tage hul på grussæsonen i Europa.
I første omgang gælder det Masters 1000-turneringen i Monte Carlo, der begynder 9. april.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned