Solskjær efter nedtur: Jeg vil det bedste for klubben

Ole Gunnar Solskjær erkender, at spillet er langt fra det ønskede niveau i Manchester United for tiden. Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix

Ole Gunnar Solskjær tror på en fremtid i Manchester United, men nordmanden erkender, at spillet halter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Manchester United var meget langt fra point, da holdet lørdag tabte 0-2 til lokalrivalerne Manchester City.

Defensiven tillod gæsterne alt for meget plads, og offensivt havde holdet nærmest ingenting at byde ind med i opgøret.

Presset er dermed helt givet steget på manager Ole Gunnar Solskjær, men nordmanden tror på en fremtid i klubben.

- Jeg kommunikerer ret godt med klubben. Det er meget ligetil og ærligt.

- Jeg arbejder for Manchester United, og jeg vil det bedste for Manchester United. Så længe jeg er her, vil jeg gøre, hvad jeg kan, for at forbedre os, siger Solskjær ifølge AFP, da han blev adspurgt om sin fremtid.

Solskjær kalder over for Manchester Evening News samtidigt indsatsen mod Manchester City for "et skridt tilbage", og han erkender, at præstationerne har haltet i "tre-fire uger".

Manchester City var omvendt ovenud tilfreds med 2-0-sejren og ikke mindst den store klasseforskel, der var på mandskaberne.

- Vi spillede vores livs kamp. Alt gik godt. Vi havde bolden meget og skabte mange chancer. Vi dominerede fra start til slut, siger midtbanespilleren Phil Foden til Sky Sports.

Manchester United har én sejr, én uafgjort og fire nederlag i sine seneste seks ligakampe.

Kombineret med en god start på sæsonen rækker det foreløbigt til en femteplads ved indgangen til den kommende landskampspause. Men flere hold kan passere Manchester United efter søndagens kampe.