Solskjær vil holde på Cavani med løfte om utrolige fans
Manchester Uniteds Edinson Cavani spillede en stor kamp, da holdet torsdag nedlagde AS Roma med 6-2. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Edinson Cavani har kontraktudløb i United til sommer, men Ole Gunnar Solskjær vil beholde angriberen.
Da Manchester United torsdag vendte 1-2 til en sejr på 6-2 over AS Roma i det første af to semifinaleopgør i Europa League, spillede angriberen Edinson Cavani en stor rolle i fem af målene.
Han scorede selv to af dem, assisterede ved to andre og tilkæmpede sig det straffespark, som Bruno Fernandes udnyttede.
Den uruguayanske målmager har ellers ikke haft voldsom succes siden ankomsten til Old Trafford i oktober. Han har ikke set helt fit ud, og han har brugt meget tid på bænken.
Men ifølge manager Ole Gunnar Solskjær viste præstationen mod Roma, at Cavani atter er tæt på sit topniveau.
- Jeg er meget glad for ham. Man kan se forskellen, nu hvor han har arbejdet med sin fysik. Han indhenter tabt tid, ser det ud til, siger Solskjær ifølge Reuters efter præstationen mod Roma.
Cavanis kontrakt løber frem til sommer med option på et år mere. Den norske manager agter at lade angriberen vise sig frem foran Manchester Uniteds hjemmepublikum, når der forhåbentlig kan lukkes tilskuere ind igen i næste sæson.
- Han ved, at jeg meget gerne vil have ham i et år mere, siger Solskjær.
- Jeg har fortalt ham, at Manchester og Old Trafford er et helt andet sted, når der er fans. Vi har de bedste fans. Han er en målscorer, og der er intet bedre end at fejre foran dem.
Inden Cavani og United skal til Rom for at forsvare føringen mod Roma i forsøget på at nå Europa League-finalen, har holdet en vigtig kamp i weekenden.
Søndag tager Solskjærs mandskab imod rivalerne fra Liverpool i Premier League.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker