Solstrålehistorie fortsætter i NFH

Charlotte Mikkelsen har underskrevet en to-årig kontrakt med NFH med hjælp fra sponsor Johnny Andersen fra Café Banegården. Foto: NFH

Charlotte Mikkelsen har skrevet under på en to-årig kontrakt.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Når NFH i eftermiddag løber på banen til udekampen mod Holstebro, er det med Charlotte Mikkelsen i startopstillingen.

Den 25-årige aalborgenser har været en af NFH's absolut bedste, efter hun i januar spillede sine første minutter for klubben, efter en korsbåndsskade havde holdt hende ude i et helt år.

Hun kom som amatørspiller til NFH fra Aarhus United op til denne sæson med det formål at træne sig op til at spille ligahåndbold igen, og det må man sige, hun har gjort med senest syv mål i udekampen mod Horsens i onsdags.

Det har NFH nu belønnet hende for, og udstyret Charlotte Mikkelsen med en to-årig kontrakt.

- Som hun har præsteret på det seneste, så var det en helt naturlig ting, at selvfølgelig skulle vi beholde Charlotte, siger NFH-træner Jakob Larsen, der er blevet imponeret over højrefløjens ihærdighed og træningsflid.

- Vi kendte ikke så meget til hende, da hun forespurgte, om hun måtte genoptræne med os, men vi er virkelig blevet positivt overrasket, lyder det fra Jakob Larsen.

For Charlotte Mikkelsen har det været en hård kamp at komme tilbage, men med underskrivelsen af kontrakten med NFH har det været det hele værd.

- Klubben har taget fantastisk godt imod mig, og jeg har følt mig som en del af klubben fra den første dag. Jeg ville bevise, at jeg kunne komme stærkt tilbage og er bare så glad for, at det lykkedes, siger Charlotte Mikkelsen, der dog ikke hviler på laurbærerne.

- Jeg føler, der er mere i mig endnu, og det er jeg sikker på kan foldes ud i NFH, siger Charlotte Mikkelsen, der sideløbende med træningen i NFH også har et job som konsulent på sygehusområdet i Region Hovedstaden.

- Min arbejdsgiver er meget fleksibel, så jeg kan være med til alle træninger uden problemer, fortæller højrefløjen, der fik debut mod Skanderborg 2. januar, hvor hun scorede en enkelt gang, og siden er det blevet til i alt 26 mål i ni kampe.

Hun glæder sig til at få et helt normalt træningsforløb ovenpå sin korsbåndsskade og er overbevist om, at det kun vil lægge yderligere på hendes præstationer.

- Det er i hver fald min ambtion sammen med holdet at bygge yderligere på, og samlet set synes jeg, det ser rigtigt spændende ud, lyder det fra Charlotte Mikkelsen, der med sine gode præstationer har henvist førstevalget i de sidste par sæsoner Sofie Olsen til udskiftningsbænken.

Steffensen færdig

Hvor alt ser lyst ud for Charlotte Mikkelsen, er det til gengæld det modsatte for Emilie Steffensen, der igen skal igennem en operation i det knæ, hun har haft så store problemer med i sin NFH-tid.

Da hun ikke får forlænget sin kontrakt med NFH, betyder det, at hun har spillet sin sidste kamp i den gule trøje.

- Det er synd for Emilie. Hun har virkelig kæmpet, men bruskskader er desværre altid noget møg, lyder det ærgerligt fra Jakob Larsen.