Søndergaard udtager landshold uden skadet Nadia Nadim
Det bliver ikke Nadia Nadim, der skal sørge for målene i træningskampen mod England 25. maj. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Landstræner Lars Søndergaard må se bort fra Nadia Nadim og Katrine Veje i træningskampen mod England.
En af de største stjerner på det danske kvindelandshold går glip af træningskampen mod England den 25. maj.
Angriberen Nadia Nadim indgår ikke i landstræner Lars Søndergaard trup, som Dansk Boldspil-Union (DBU) har offentliggjort på sin hjemmeside. Heller ikke Katrine Veje er med i den danske trup.
Over for DR forklarer Søndergaard afbuddene:
- Det skyldes, at de begge to er blevet skadet i de seneste par uger. Og der er ikke en mulighed for, at de når at blive klar til England-kampen, siger han.
De danske fodboldkvinder er ikke med ved VM i Frankrig, der begynder i juni og slutter med finalen i Lyon 7. juli.
I stedet er de i gang med at forberede sig til kvalifikationen til EM-slutrunden i 2021, der afvikles i netop England. Kvalifikationen begynder i efteråret.
Theresa Nielsen, der til daglig spiller for amerikanske Seattle Reign, har fået lov til at blive i USA og koncentrere sig om sit klubhold frem for at spille testkampen mod England.
- Theresa bliver i USA, da denne kamp ikke er i en international termin. Vi har derfor ikke forsøgt at få hende fri, for jeg vil hellere prioritere, at hun får mere spilletid i sin klub, siger Lars Søndergaard til DR.
Danmark var senest i aktion i begyndelsen af april, hvor det blev til et nederlag på 0-4 til Frankrig. Efterfølgende tøvede Nadia Nadim ikke med at kalde den danske indsats for "røvringe" over for DR.
Kampen mod England spilles 25. maj i Walsall.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker