Sønderjyske bagatelliserer Helveg-ballade

Sønderjyskes sportschef, Ole Nielsen, mener ikke, at OB-spilleren Thomas Helveg har noget at have sin harme i, efter at de to havde et lille intermezzo på sidelinjen i forbindelse med sønderjydernes 2-1-sejr over fynboerne i Odense mandag aften.

Sportschefen afviser, at han skulle have gjort noget forkert i situationen, hvor Helveg ved Sønderjyskes trænerboks jagtede en bold, der var trillet ud af banen, og i den forbindelse stødte sammen med Ole Nielsen.

- Vi står ovre bag boksen, da bolden ryger ud. Han løber ind i os, og vi må gerne stå derude og følge kampen de sidste minutter. At bolden ryger derud er uheldigt, men vi kan vel ikke gøre for, at han stormer ud og falder over nogle ledninger, siger Nielsen til Onside.

Thomas Helveg vil ikke uddybe sin oplevelse af sammenstødet, men siger til Ekstra Bladet:

- Jeg har prøvet meget i min karriere, men det her er noget af det værste.

Han forventede egentlig, at episoden ville blive indberettet af kampens dommer, Jakob Kehlet, men det kommer ikke til at ske.

Dommeren siger til TV2 Sporten, at han ikke har set noget, der kan understøtte en indberetning.

- Jeg fanger lige lidt af det ud af øjenkrogen. Men som jeg ser det, går Helveg ud efter bolden og støder selv ind i ham (Ole Nielsen, red.), siger dommeren.

/ritzau/

Sønderjyskes sportschef mener, at Thomas Helvegs klodsethed er skyld i mandagens sammenstød i Odense.

Offentliggjort Sidst opdateret