Sønderjyske burde have overlevet rødt kort

Det var en særdeles slukøret Michael Stryger, som efter Sønderjyskes 0-1-nederlag til Lyngby stillede op til interview.

Allerede efter 10 minutter af søndagens kamp fik Stryger rødt kort for at tage med hænder, og Lyngby sikrede sig sejren på det efterfølgende straffespark.

- Det er aldrig sjovt at stå i sådan en lortesituation, siger Michael Stryger.

Han erkender, at han begik et klokkeklart straffespark og er også enig med dommer Kenn Hansen i, at han skulle have det røde kort.

- Der er ingen tvivl om, at det ødelægger vores oplæg, og det ødelægger faktisk det hele, siger en ærgerlig Michael Stryger.

Holdkammerat Rasmus Hansen kommer dog den sønderjyske synder til undsætning. De resterende 10 mand burde have rettet op på Michael Strygers uheld, mener Hansen.

- Vi skal måske også have nogle straffespark, men vi skal jo bare score på vores chancer. Så behøvede vi slet ikke at stå her og snakke om det røde kort, siger Rasmus Hansen.

Heller ikke træner Michael Hemmingsen bebrejder Michael Stryger noget, og cheftræneren mener ligeledes, at resten af Sønderjyske-mandskabet burde have taget mindst det ene point med hjem til Haderslev.

- Jeg er selvfølgelig irriteret over, at vi får et hurtigt rødt kort, og de får straffespark.

- Men jeg er i det store hele tilfreds med spillet. Vi præsterer - også efter vi kommer i undertal, og vi er klart bedre end Lyngby i anden halvleg, siger Michael Hemmingsen om halvlegen, hvor holdet blandt andet ramte stolpen.

/ritzau/

Allerede efter 10 minutter fik Sønderjyske rødt kort og kom bagud mod Lyngby. Men der burde alligevel være kommet point på kontoen, mener sønderjyderne.

Offentliggjort Sidst opdateret